TV

Ann Eleonora: Lægerne gav mig et halvt år at leve i

I 'Stjernerne på slottet' fortæller skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen om en af de sværeste perioder i sit liv: Da lægerne gav hende en dødsdom og samtidig frarådede hende at få børn

Se GRATIS snigpremiere på 'Stjernerne på slottet' på TV 2 PLAY

Hun er kendt for sit originale skuespil og sine hemmelighedsfulde, mørke tater-øjne.

Første gang vi så hende i en større, folkelig rolle, var i 'Italiensk for begyndere', og lige siden har hun brilleret i diverse film og tv-serier, senest i 'Lykke' og i jubilæumsafsnittet af britiske 'Kriminalkommissær Barnaby'.

Blev pludselig lam i ansigtet

Men Ann Eleonora Jørgensen har altid værnet om sit privatliv. Så det kommer derfor som en bombe for hendes meddeltagere i 'Stjernerne på slottet', da hun fortæller om en af de sværeste og mest angstprovokerende oplevelser i sit liv:

Læs også: Nyt hold: Her er Stjernerne på slottet

"En morgen vågner jeg og er lam i hele den ene side af ansigtet. Det er lidt svært at gå ud som nyuddannet skuespiller med et ansigt, der hænger," afslører Ann Eleonora Jørgensen i programmet, som kommer på skærmen onsdag d. 13. august. Se videoklip øverst.

Fik tre forskellige diagnoser

Ikke alene var den pludselige ansigtslammelse meget skræmmende i sig selv, lægerne kunne heller ikke blive enige om, hvad den 24-årige skuespillerspire fejlede.

Læs også: Første danske skuespiller i 'Barnaby'

"Overlæger fra forskellige afdelinger stod og battlede om, hvem der havde ret. Det var pest eller kolera, og jeg var her ikke om et halvt år uanset hvad," siger Ann Eleonora Jørgensen, som bl.a. blev gisnet til at have enten herpes på hjernen, galopperende sclerose eller en auto-immun sygdom. Hvad den korrekte diagnose var, vides stadig ikke. Så i dag lever hun fortsat med angsten for et tilbagefald.

"Jeg er stadig angst hele tiden. Men jeg har besluttet, at det ikke skal styre showet.  og derfor lever jeg livet fuldt ud og vil kun have det bedste af det bedste," erklærer hun over for sine måbende kendis-kolleger og tilføjer.

"Det har gjort, at jeg ved, hvad der er vigtigt for mig. Da jeg ikke ved, hvor lang tid jeg har igen, skal alt være det bedste. Jeg vil have den bedste mad, den bedste vin. Jeg hader alt ligegyldigt. Det skal være det bedste," fastslår hun.

VILLE have børn

Selv om Ann Eleonora Jørgensen var ung og nyuddannet, da den mystiske sygdom indtrådte, var det ikke skuespillerkarrieren, der bekymrede hende mest på det tidspunkt:

"Jeg tænkte ikke på alle de roller, som jeg aldrig ville få. Jeg tænkte kun: Fuck. Jeg nåede aldrig at få børn," lyder det fra den nu 48-årige skuespiller, som derfor valgte at overhøre en kvindelig læges advarsel om, at graviditet kunne få en eventuel auto-immun sygdom til at blusse op igen.

"Jeg SKAL være gravid. Jeg giver døden fuck-fingeren, og bliver gravid kort tid efter. Og det er det bedste..." konstaterer en tydeligt berørt Ann Eleonora Jørgensen, som da også har to børn i dag.

Se mere i 'Stjernerne på slottet' onsdag d. 13. august kl. 20.00 på TV 2 - eller se snigpremieren lige nu på TV 2 PLAY