TV

Skolestart: Gør dit barn sikker i trafikken

Når 66.000 nye skolebørn om lidt slippes løs i morgen- og eftermiddagstrafikken, er det med en håndfuld gode tips fra Rådet for Sikker Trafik i skoletasken. I forlængelse af den nært forestående skolestart, har rådet nemlig lanceret en ny kampagne med fokus på sikker færdsel for de små begynder-trafikanter.

Når poderne starter i skole på mandag, vil de derfor bl.a. få et opgavehæfte om trafiksikkerhed med hjem, som de kan løse i fællesskab med deres forældre.

I en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik, opfordres alle til at være særligt opmærksomme på skolebørn i trafikken i den kommende tid.

- De mange børn er ikke vant til at gå eller cykle i trafikken, og selv om de følges med deres forældre, så kræver det også ekstra opmærksomhed og plads fra de andre trafikante, skriver rådet.

Samtidig lægges der vægt på, at forældrene bærer et ansvar for at lære deres børn gode trafikvaner.

- Mange forældre vil gerne beskytte deres barn mod den farlige trafik og kører derfor barnet i skole hver dag. Men det gør i virkeligheden mere skade end gavn, for børn kan ikke lære om trafik fra bagsædet af en bil. Derfor opfordrer vi forældrene til at komme ud i trafikken med deres barn og hjælper med nogle gode råd, siger konsulent Gitte Aagaard fra Rådet for Sikker Trafik

Kampagnen "Pas på de små i trafikken" kører i uge 32-36 i samarbejde med TrygFonden, politiet og landets kommuner.

Læs mere om kampagnen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

5 gode trafikråd til skolebørnsforældre

1. Vælg den sikreste rute til skolen – ikke nødvendigvis den korteste

2. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne

3. Husk cykelhjelmen og lær dit barn at give tegn i trafikken

4. Er du i bil så vælg evt. en ugentlig gå- eller cykeldag

5. Husk at børnene kopierer dine vaner i trafikken