Sådan banker du din rente helt i bund
En gennemsnitlig bankkunde kan spare mellem 10.000 og 15.000 kroner om året, mener ekspert. Ovenfor kan du høre, hvor nemt det er at spare penge i banken. Så simpelt et trick som at klæde sig pænt, når man møder op nede i banken, kan være med til at trykke din rente ned, siger ekspert i indslaget ovenfor.
Hovedparten af danskerne kan spare penge i banken. Det handler blot om, at man begynder at interessere sig lidt for, hvilke renter, man betaler i sin bank. Rigtig mange banker ved nemlig godt, at de fleste kunder kan finde billigere alternativer i andre banker. Derfor vil banken ofte være imødekommende, hvis du selv tager initiativ til et forhandlingsmøde.
Renten spænder nemlig temmelig vidt. De laveste bankrenter ligger på 3 procent i øjeblikket, mens de højeste ligger på 20 procent, alt efter om der er tale om almindelige banklån, andelsboliglån, billån eller kassekreditter.
Klæd dig ordentligt
Det første, du kan gøre for at banke dine renter længere ned er ganske enkelt at tage kontakt til din bankrådgiver for at trykke bankrådgiveren lidt på maven og finde ud af, om hun eller han er til at forhandle med.
I forhandlingssituationen er det en stor fordel, at du fremstår som en attraktiv bankkunde.
For at fremstå attraktiv, er det vigtigt, at du altid betaler dine regninger til tiden. En anden ting, som også virker godt på bankfolk, er slet og ret, at du ser ’ordentlig’ ud, når du møder op nede i banken, siger Morten Westergaard fra Mybanker.dk i indslaget ovenfor.
Find prisen i andre banker på nettet
Et andet tip, der kan give dig et overblik over priserne, er at bruge en af de mange hjemmesider, hvor du kan sammenligne priserne på banker. Hvordan du gør det, kan du se i indslaget ovenfor.
Når du kender priserne i andre banker, kan du for det første lettere presse din egen bank på renten. Hvis din egen bank ikke vil give sig, kan du lynhurtigt få et overblik over, om andre banker er så meget billigere end din egen. Hvis det er tilfældet må du tage stilling til, om det er nu, du skal skifte bank.