TV

Rasmus Bjerg: Har en høne at plukke med Jeppe K.

'Zulu Comedy Galla'-værten Rasmus Bjerg var ved at blive vanvittig, da hans søn Villads øvede sig i at grine ligesom den legendariske ejendomsmægler fra 'Danish Dynamite'

Se 'Zulu Comedy Galla 2014' på TV 2 Play

Et af dette års mest populære indslag i 'Zulu Comedy Galla' er uden tvivl sketchen, hvor en række af landets mest kendte komikere er til skole-hjem-samtaler i en specialklasse for komikerbørn. Klippet er gået helt amok på de sociale medier, hvor det p.t. har haft mere end en halv million visninger.

I sketchen optræder en række børn, der slægter deres berømte komikerfædre umiskendeligt meget på, og flere af disse børn er også i virkeligheden børn af komikere. Deriblandt af Rasmus Bjerg, hvis ældste søn, Villads på 10 år, skulle forestille at være søn af Magnus Millang, der spiller den selvpromoverende ejendomsmægler Jeppe K i 'Danish Dynamite'.

Læs også: 'Danish Dynamite'-duo: Nu går vi til filmen

- Villads har gået derhjemme og øvet sig i timevis på at grine ligesom Jeppe K, og jeg har været ved at blive vanvittig af at høre på den skabagtige latter. Så jeg har faktisk en høne at plukke med Jeppe K!, lød det fra årets 'Zulu Comedy Galla'-vært, umiddelbart efter, at showet var veloverstået i Operaen torsdag aften.

Yngste søn var også med i skole-hjem-sketchen

Da Rasmus Bjerg er far til fire, heraf to sønner, har han været særligt gavmild som leverandør af talentmasse til sketchen. Hans yngste søn, otteårige Valter, var nemlig også med i skole-hjem-sketchen.

- Valter spillede Casper Christensens søn, der sammen med Frank Hvams søn bl.a. giver en pige buksevand. Så han er en værre skarnsknægt, griner Rasmus Bjerg.

Læs også: Hjortshøj: Har stadig mén efter Caspers polterabend

Blandt de øvrige komikerbørn, der medvirker i sketchen, er Lars Hjortshøjs søn, 14-årige Oscar, som også spiller hans søn i sketchen, hvor han får skældud af farmand for sit grimme sprog. Sønnike har dog fået en mørk paryk på, så han umiskendeligt ligner karakteren Robert Dølhus fra 'Langt fra Las Vegas'. Se foto af Lars Hjortshøj og hans søn Oscar på den røde løber her.

Hvis du ikke fik set 'Zulu Comedy Galla' søndag aften på TV 2 Zulu, genudsendes hele showet fredag d. 5. september kl. 21.00 på TV 2 og på TV 2 Play