TV

'De brændte børn': Her tilgiver Camilla sin overgrebsmand

Du kan se 'De brændte børn' på TV 2 PLAY her.

I aftenens udgave af programmet ”De Brændte Børn” møder vi 38-årige Camilla.

Camillas forældre var stofmisbrugere, der ikke kunne tage vare på hende, og hun er derfor vokset op i et behandler- og plejesystem, der imidlertid heller ikke magtede at passe på hende.

Som fireårig flyttede hun ind hos en stærkt religiøs plejefamilie, hvor hun blev udsat for djævleuddrivelser, vold og seksuelt misbrug.

Konfronterer plejebror

I programmet, som du kan se på TV 2 i aften onsdag klokken 20:50, forsøger Camilla sammen med Lisbeth Zornig at konfrontere de mange dæmoner fra fortiden.

Hun vælger derfor at arrangere et møde med sin otte år ældre plejebror, der igennem længere tid misbrugte hende seksuelt, fra da hun var seks år gammel.

- Jeg vil gerne konfrontere min egen frygt, hvor farlig kan han være? Hvad kan han gøre mig nu? Han kan ikke gøre mig noget, jeg er voksen nu.

- Jeg vil gerne have et ”voksenbillede” af ham i hovedet, og ikke kun det jeg husker fra barn af, siger Camilla i programmet, da hun er på vej for at møde plejebroren.

”Han skulle have haft hjælp”

Mødet med plejebroren er en voldsom oplevelse for Camilla, og den får hende til at se tingene i et helt andet lys.

- Jeg må indrømme, at mit had til min plejemor, den er bare eksploderet endnu mere. Han var jo også et plejebarn, han var jo også en stakkel, han skulle jo have haft hjælp, han skulle ikke have haft adgang til mig.

- Det er jo forfærdeligt, at han har levet med den skyld. Jeg har ondt af ham, jeg har ondt af mig selv, og jeg har ondt af det her lorteliv, hvor der ikke er nogen voksne, der gider passe på børn, der har det skidt.

Overrasket over tilgivelse

I årevis har Camilla kæmpet og levet med oplevelserne fra sin barndom, og i den tid har hadet mod plejebroren kun vokset sig større.

Derfor er Camilla i dag meget overrasket over sin reaktion efter mødet med plejebroren, fortæller hun til tv2.dk.

- Jeg er overrasket over, at jeg havde overskud til at tilgive. Men jeg havde sgu ondt af ham, og jeg kunne se på ham, at han skammede sig. Jeg har virkelig hadet ham, men den vrede er væk nu.

- Det er ikke ham, jeg er vred på, det er de voksne. Hvor var de voksne, der skulle have passet på os? Vi blev svigtet, og min plejemor har prøvet at redde sit eget skind.

I aftenens udgave af ”De Brændte Børn” konfronterer Camilla også sin tidligere plejemor, se hvordan den samtale går på TV 2 i aften onsdag klokken 20:50. Husk, at du lige bagefter programmet kan chatte med Camilla på tv2.dk

De brændte børn

I fire nye dokumentarprogrammer sætter TV 2 fokus på svigt og misbrug i barndommen.

Sammen med Lisbeth Zornig drager fire personer tilbage for at udfylde hullerne i hukommelsen og konfrontere deres fortid.

De Brændte Børn på TV 2 PLAY

På TV 2 PLAY kan du lige nu se sæson 1 af "De Brændte Børn".

Du kan også se snigpremiere på helt nye afsnit, før de bliver vist på TV.

Klik her og se med.