Ny drik hitter i USA - og det er ikke øl, vin eller spiritus

En ny alkoholisk drikkevare stormer lige nu frem i USA.
Selvom at øl, vin og spiritus stadig er amerikanernes foretrukne, så er gæret æblejuice, bedre kendt som æblecider, lige nu den form for alkohol, der vokser mest på det amerikanske marked.
Siden 2009 er det kun gået en vej for æblecidersalget og det er op, op, op. Derfor lader det også til, at nogle af de helt store virksomheder som Heineken og MillerCoors er begyndt at presse æbler, skriver finanssitet qz.com
Verdens største ølproducent Anheuser-Busch InBev introducerede da også sidste år deres bud på en cider i form af Stella Artois Cidre.
På de mere hjemlige breddegrader, der kender de fleste nok Carlsbergs bud på en æblecider ved navn Sommersby, der har været en stor succes for ølgiganten.
Men også mindre ølvirksomheder har med stor succes lavet nogle rigtige gode håndbryggede æblecidere, som eksempelvis det økologiske bryggeri Ørbæk.
Det er dog ikke kun æbler, som de danske producenter har kastet sig over. Bryggeriet Skovlyst har eksempelvis lavet et par interessante bud på frugtøl med hindbær, skovbær og citron.
Som du kan læse mere om her, så kan alkohol lavet på danske frugter muligvis blive et dansk bud på en eksportsucces.
Et af de bedst sælgende æblecidermærker i USA lige nu er Angry Orchard. De laver primært deres cider af æbler fra Frankrig og Italien, da der ifølge qz.com ikke er nok ciderværdige æbler i USA. Så hvem ved, måske det kan blive et muligt marked for de trængte danske æbleavlere i fremtiden, hvis succesen fortsætter.