TV

Sådan træner du din hjerne

Er din hjerne i topform? Ellers er der hjælp at hente.

Den 10. oktober slog Experimentarium dørene op for en ny særudstilling om hjernen. Her er der fokus på, hvordan vi kan blive dygtigere til huske, hurtigere til at lære, eller bedre til at koncentrere os - så længe vi bare øver os.

Hjernen er nemlig ikke bare et organ. Ligesom en muskel, kan den styrkes og vedligeholdes. Det fortæller Poul Kattler, udstillingsudvikler hos Experimentarium City.

- Ved at træne i forskellige opgaver, aktiverer vi nogle nye centre i hjernen. Men det skal være nyt. Så snart en opgave bliver rutine, er det ikke længere gavnligt, siger han.

Fitness for hjernen

En god måde at træne hjernen på, kan være ved at gøre normale ting på en ny måde. For eksempel kan du forsøge at binde dine sko med et par pincetter. Og det er faktisk slet ikke så dumt, som det måske lyder.

- Selv om nogle af de her opgaver kan virke fjollede, så øger de altså hjernens kondition. Og det har vi brug for at gøre igennem hele livet, siger Poul Kattler.

Du kan ifølge Poul Kattler også øge hjernens kapacitet, hvis du øver dig i at gøre flere ting på én gang - såkaldt "multitasking".

- Det er jo ikke ligefrem nyt, at vi kan træne os til at kunne nye ting. Om vi kan håndtere flere ting på samme tid, er til gengæld en anden sag. Det er faktisk meget sværere, end man tror, siger han.

Hvis du gerne vil blive bedre til at multitaske, nytter det dog ikke at kaste sig ud i for mange nye ting på samme tid. Poul Kattler anbefaler, at man øver i stedet øver sig i at gøre én ny ting, samtidig med at man gør noget rutineret.

Mænd kan også multitaske

I samme ombæring afslører udstillingschefen, er der ikke er hold i den gamle myte om, at kvinder er bedre til multitasking end mænd.

- Det er noget vås. Mænd er fuldstændigt lige så gode til at multitaske som kvinder, det er bare et spørgsmål om at udsætte dem for opgaver, de har en chance for at kunne løse, siger han.

Så hvis du gerne vil have de små grå sparket i form, er det altså bare med at komme i gang. Og det er uanset om du er mand eller kvinde, ung eller gammel.

- Der er håb for os alle. Det er det, der er moralen i det her. Og det er især os, som måske er lidt oppe i årene, der skal tænke os om. Vi skal ikke bare sætte os ned og være tilfredse med det, vi  allerede kan, siger Poul Kattler.

Se hele klippet med Poul Kattler, der fortæller om hjernetræning øverst i artiklen.

Du kan se Go' morgen Danmark på TV 2 PLAY her.

Hvis du ikke allerede er tilmeldt TV 2 PLAY, kan du gratis oprette dig som bruger på www.tv2play.dk. Første måned er gratis.

Syv gode hjerneråd

  1. Ha’ det sjovt - det kan hjernen li’
  2. Overrask dig selv, for din hjerne elsker overraskelser og masser af afveksling
  3. Udfordr’ dig selv og bryd med vanerne
  4. Sæt mål for dig selv og drøm
  5. Spis godt og sundt
  6. Bevæg dig og dyrk motion - en sund krop giver en sundere hjerne
  7. Hvil din hjerne og sov godt.

Kilde: Experimentarum/Professor i neurokemi Rolf Ekman