TV

Nu er årets julekalender på gaden

Fra 1. december sender TV 2 en af sine største og mest klassiske julekalendere, ’Pyrus – Alletiders julemand’, og lågekalenderen kan allerede nu købes.

I december kan du glæde dig til et gensyn med en af TV 2s allerstørste og helt klassiske familiejulekalendere, ’Pyrus – Alletiders julemand’. Og i år kan du også hygge dig i selskab med årets lågekalender og en Pyrus-app, som indeholder en række helt nye oplevelser og overraskelser. 

’Pyrus – Alletiders julemand’ er den tredje julekalender i Pyrus-serien, som begyndte i 1994 med ’Pyrus – Alletiders jul’, der skabte en tradition for familiejulekalendere med både underholdning og oplysning om julens historie.

Den frække og nysgerrige nisse Pyrus (Jan Linnebjerg), der siden fik selskab af den snusfornuftige Kandis (Christiane Bjørg Nielsen), blev elsket af danskerne i fire serier på TV 2 og er en af de mest sete julekalendere gennem tiden. 

’Pyrus – Alletiders julemand’ havde premiere i 1997, blev genudsendt i 2007 og er, som de andre i Pyrus-serien, skrevet og instrueret af Martin Miehe-Renard og produceret af Frontier-Adaptor. 

Siden den første TV 2-lågekalender kom i handelen i 1991, har overskuddet fra TV 2s lågekalender støttet Julemærkefonden og dermed de fire danske julemærkehjem. Hvert år får 750 børn på julemærkehjemmene hjælp til et sundere liv og en hverdag uden mobning og social isolation. 

Julemærkefonden er helt afhængig af indsamlede midler, og overskuddet fra salget af TV 2s lågekalender er et vigtigt bidrag til arbejdet for børnene. Ventetiden på at få en plads på et julemærkehjem er op til 13 måneder, og lige nu står 400 børn på venteliste. Læs mere på julemaerket.dk.

Her finder du kalenderen

Lågekalenderen kan fra mandag d. 13. oktober købes for 45 kroner på landets posthuse samt i Fakta, Irma, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Lokal Brugsen, Bog & Idé, Bøger & Papir, Kop & Kande, Toys"R"Us og Bilka.