'Størst': Så stort er verdens største krydstogtskib

Peter Ingemann går om bord på "M/S Allure of the Seas", som er verdens absolut største krydstogtsskib. Her forklarer han, hvor stort det egentlig er

Se snigpremieren på 'Størst' på TV 2 Play

Vært Peter Ingemann begiver sig i fjerde afsnit af 'Størst' ud på en luksusrejse med verdens største krydstogtsskib "M/S Allure of the Seas", der med sine 47 meter i bredden og 362 meter i længden er fem gange større end "Titanic".

"Det svarer i runde tal til Parkens fodboldbane, bare ganget med tre en halv," forklarer Peter Ingemann med sin sædvanlige flair for tal og omregninger til genkendelige danske forhold.

"Det minder om en by med et indbyggertal på størrelse med Ribe," siger TV 2-værten om skibets 2200 besætningsmedlemmer og maks. 6296 passagerer. De sidstnævnte er fordelt på 2700 kahytter - til sammenligning rummer Bornholmerfærgen 60 passagerkahytter. Se klip fra programmet øverst på siden.

Stop på Bahamas og St. Thomas

I løbet af de fem dage, Peter Ingemann tilbringer på krydstogtsskibet, kommer han bl.a. til gallamiddag ved kaptajnens bord og på besøg i cabaretpigernes omklædningsrum, i maskinrummet, i skibets køkken, hvor der hver dag laves 40.000 retter mad, og op på broen, hvor det gigantiske skib - til Peters store overraskelse - styres fra et lille joystick.

Undervejs kastes der anker ved Bahamas-øerne og de tidligere Dansk Vestindiske Øer, som i dag hører under USA og hedder Jomfruøerne. Og her går Peter Ingemann naturligvis i land og leger turist sammen med de tusindvis af andre krydstogtspassagerer.

Se 'Størst' torsdag kl. 20.00 på TV 2 - og lige nu på TV 2 Play