TV

Flere sætter deres kæledyr ud i naturen

HI 2014 har Dyrenes Beskyttelse modtaget ekstra mange kæledyr, som er fundet i naturen, fordi ejerne ikke gider at have dem. Det drejer sig både om katte, hamstere og kaniner.

En lænket kat og en kasse med hamstere er bare nogle af de kæledyr, som på det seneste er blevet opdaget og indleveret til Dyrenes Beskyttelse.

I 2014 regner Dyrenes Beskyttelse med at få 1000 sager ind med dyr, der er blevet fundet i i naturen, og det er langt flere end tidligere. I 2013 havde Dyrenes Beskyttelse 735 sager, hvor ejere havde dumpet deres dyr, mens der i 2013 var 408 sager. Altså stiger antallet af sager for hvert år.

- Vi er helt sikre på, at det vil stige igen i år, for vi har allerede fået rigtig mange sager ind i år, fortæller Tina Engberg, kommunikationschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Den endelige opgørelse over 2014 kommer i januar.

Køb og smid væk-mentalitet

Dyrene bliver oftest fundet af forbipasserede. Det kan for eksempel være kaniner, der bliver fundet i containere eller killinger, der er blevet sat i en opgang i en papkasse. Afskaffelsesmetoderne er mange.

- Vi ved ikke, hvorfor det er blevet mere udbredt. Men vi tror, at folk har en køb og smid væk-mentalitet. Så når ungerne ikke længere gider at have kanin, så dumper de den bare, siger Tina Engberg.

Neutraliser din kat

Når dyrene bliver fundet, bliver de bragt til et internat, hvor de får pleje. Derefter forsøger man at afsætte dem til nye ejere. Men problemet er, at der ikke er nok aftagere til de mange hittedyr. Særligt slemt er problemet med katte. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man får neutraliseret sine katte, så de ikke avler.

- Det bør den ansvarlige katteejer gøre. Vi mener faktisk, at der bør laves en 'kattelov', hvor man bliver pålagt at få neutraliseret sin kat. Så skal man istedet have autorisation, hvis man vil avle. På den måde kan problemet kommes til livs, mener Tina Engberg.

Hvad mener du om, at flere sætter deres dyr ud? Kommenter på Facebook.