Klumme: Drop nu anonyme sæddonorer
Hvordan kan vi tale om barnets tarv i alle andre henseender og så stadig opretholde anonymitet af hensyn til donoren og forældrenes valg? Der er bare nogle valg, vi ikke kan tillade os at tage på vores børns vegne…
Jeg tror, at mange børn på et tidspunkt i deres liv oplever tvivl omkring, hvorvidt deres far nu også er deres far. Især hvis vi ikke ligner ham synderligt… Vores mor er der jo sjældent den store tvivl om, og er man født inden for de seneste 40-50 år, har de fleste også set et billede af sig selv lige efter fødslen sammen med deres mor. Hende ved vi, hvem er, men hvad med far?
Jeg husker selv, hvordan jeg som præ-teenager pludselig stod med den tvivl: Er min far nu også min rigtige far? Jeg ved, min søster har haft den. Tvivlen. Og selv om ingen af os har deciderede håndfaste beviser på, at han virkelig er det, er vi vist blevet nok overbevist af ligheder i temperament eller med tanter og onkler. Men mens den stod på, var den rigtig hård. Og hvad nu hvis han ikke havde været min rigtige, biologiske far? Hvis en tilfældig blodprøve havde vist, at det kunne han simpelthen ikke være?
Børn har brug for et spejl
Ja, så havde jeg haft et behov for at vide, hvem der så var. Lige som mange adoptivbørn har behov for at kende til deres biologiske forældre, uden at det nødvendigvis betyder, at de vil indlede et ’forhold’ til dem. Men de har brug for viden. Brug for et spejl.
Det har de fleste af os forståelse for. Men hvor er forskellen mellem et adoptivbarn af fattige forældre på den anden side af jordkloden og børn, der er blevet til herhjemme med sæd doneret fra en ung studerende, der gerne ville have SU’en suppleret?
Jeg forstår det ikke. Slet ikke, hvis vi alene ser det ud fra barnets tarv. ’Barnets tarv’ må da være den samme, uanset om barnet lever sammen med to biologiske forældre, adoptivforældre eller er blevet til ved hjælp fra en sæddonor. Barnets ret må være den samme – uanset familiekonstellationen. Og et barn har ret til at kende sit ophav. Hvis det ønsker det.
Barnets tarv
For det skal aldrig være noget, der påtvinges det. Børn er forskellige. Mennesker er forskellige og har derfor forskellige behov. Alene familien kan jo gøre, at ét donorbarn har behov for at finde sin donor og et andet ikke. For eksempel tror jeg, at situationen er anderledes for de donorbørn, der vokser op med søskende lavet af samme biologiske mor med sæd fra samme donor. Fordi de har et spejl. I deres søskende. Deres 100% biologiske søskende. Men igen… Vi er forskellige. Med forskellige behov.
Og derfor må det altid være barnet, der afgør, hvad det har behov for at vide. Det er ikke forældrenes eller politikernes valg.
Sverige, Norge og England har allerede afskaffet muligheden for anonyme sæddonorer. Så det er da bare at komme i gang herhjemme også. Vi kan ikke i alle mulige andre henseender råbe op om ’Barnets tarv’ samtidig med, at vi stadig tillader anonym sæddonation. Og har vi valgt at blive forældre med hjælp fra en sæddonor, har vi også valgt, at det helt og aldeles er barnets valg, om det siden hen ønsker at finde frem til sin donor og halvsøskende. Det er bare et valg, vi som forældre ikke kan tillade os at tage på deres vegne…