TV

Professor svarer: Kan kunstig intelligens udslette menneskeheden?

Din telefon gætter, hvilket ord du vil skrive, mens du selv bliver dårligere til at huske telefonnumre og lægge tal sammen i hovedet. Og udviklingen af den såkaldte kunstige intelligens kan efterhånden gøre menneskeheden helt overflødig. Det siger den anerkendte fysiker Stephen Hawking i et interview med BBC.

- Hans tankegang er, at hvad skal vi som mennesker, hvis maskiner kan gøre præcis det samme. Og hvis maskiner kan gøre det bedre end os, er der så nogen grund til, at vi som mennesker er her på jorden, forklarer Henrik Hautop Lund torsdag morgen i Go'Morgen Danmark.

Han er professor i robotteknologi på DTU, men han er dog ikke helt enig med Hawking i, at vi i udviklingen af ny teknologi er ved at udrydde os selv.

- Vi er her stadigvæk som mennesker, vi har stadigvæk følelser for hinanden, selvom vi har maskiner, der har overtaget meget, siger han.

Stephen Hawking er stærkt handicappet af sygdommen ALS og har mistet evnen til selv at tale. Han har netop fået ny teknologi, der hjælper ham med at kommunikere. Det var i den forbindelse, han kom med advarslen om, at teknologien kan gå for vidt.