Nu vender 'Årgang 0' tilbage
Se alle sæsoner af 'Årgang 0' på TV 2 Play
Tirsdag d. 6. januar er 'Årgang 0' tilbage på TV 2 med fire nye kapitler i de fire familiers danmarkshistorie. Børnene er blevet 14 år, og for tre af dem er årets store begivenhed konfirmationen, ligesom et par udlandsrejser er med til at gøre verden større for et par af teenagerne. I klippet øverst kan du se, hvordan sidste sæson sluttede.
Hos apotekerdatteren Rachel i Aabenraa mærkes det tydeligt, at teenageårene banker på. Hun skal nu starte i niende klasse og er for længst blevet konfirmeret, mens de andre 'Årgang 0'-børn først skal til at begynde på ottende klassetrin og ser frem til konfirmationen.
Se også: 'Årgang 0': Se Rachels vilde forvandling
For skilsmissebarnet Stephanie i Slagelse er dilemmaet ved at leve i en delt familie blevet tydeligere. Skal hun vælge sin mor og brødre i Sverige eller sine veninder hjemme i Danmark, når det bliver weekend?
Emma og hendes familie i Tarm mærker et stigende pres fra både skole og økonomi, og det betyder, at Emma ikke trives så godt. I Aarhus er Christian og hans brødre for alvor blevet pubertetsdrenge. Christian er ambitiøs med sin nye skole, men er også begyndt til fodbold igen for at holde kontakt til sine gamle venner.
Se også: 'Årgang 0'-Emma nervøs over at skifte klasse
En enestående og prisbelønnet fortælling
Indtil nu er der blevet sendt 48 afsnit i 'Årgang 0'-serien, som fra 2001-2014 altid er blevet vist i begyndelsen af året. Og når 'Årgang 0' vender tilbage d. 6. januar 2015, bliver det med fire nye afsnit, som viser højdepunkterne fra børnenes liv i 2014.
Serien er prisbelønnet og har fra starten haft meget høje seertal, og 'Årgang 0' er det danske dokumentarprogram, som er set af flest danskere overhovedet.
Se også: Rachel ser frem til 2015: Skal starte i skole på specialiseret gymnasium
Sæson 15 er tilrettelagt af Jan Bacher Dirchsen, Anne Hjort og Anja Kvistgaard Marott med Esben Halding og Jan Bacher Dirchsen som producenter.