TV

Clintons nummer fundet i kendt sexkrænkers telefonbog

De anklager om sexmisbrug af en mindreårig pige, der i disse dage har kastet den britiske prins Andrew, hertug af York, ud i en alvorlig krise, ser nu ud til at udvide sig til også at omfatte andre prominente navne.

USA's tidligere præsident, Bill Clintons, navn er nemlig dukket op i telefonbogen hos den dømte sexkrænker og bagmand bag flere tilfælde af seksuelt misbrug af mindreårige, milliardæren Jeffrey Epstein.

Det skriver New York Post.

Nye dokumenter i den penible sag viser, at Jeffrey Epstein, der angiveligt har udlejet en mindreårig pige til prins Andrew for år tilbage, har intet mindre end 21 numre og mailadresser registreret på Bill Clinton og hans personlige rådgiver, Doug Band, skriver avisen.

Dokumenterne er kommet frem efter, at den i dag voksne kvinde Virginia Roberts har anklaget Jeffrey Epstein for at have holdt hende som sexslave i hendes teenageår og blandt udlejede hende til prins Andrew. Virginia Roberts er den femte kvinde, der kommer med sådanne anklager, siden Jeffrey Epstein blev dømt for at opfordre en mindreårig til prostitution i 2008.

Ifølge New York Post er der dog intet, der tyder på, at Bill Clinton på nogen måde skulle have været involveret i former for seksuelle overgreb. Den tidligere præsident fløj adskillige gange med Jeffrey Epstein i hans privatfly i årene 2002-2005, men afbrød forbindelsen til ham i 2005, hvor han for første gang blev arresteret.

Bill Clinton har ikke kommenteret på oplysningerne.