TV

'Danmark har talent': Sådan foregår Udvælgelsen

Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play

Lørdag aften blev den fjerde og sidste audition'Danmark har talent' afholdt i Falconer Salen i København, og de sidste deltagere sendt videre til "Udvælgelsen", som er endnu et nåleøje, der skal passeres, før selve live-showene begynder.

I "Udvælgelsen" skal dommerne snævre feltet af deltagere ned fra 99 til de 28 acts, de vil have med videre i konkurrencen, og som dermed får æren af at stå på 'Danmark har Talent's live-scene.

"Vi har sagt ja til helt vildt mange, så der er mange, mange alvorlige beslutninger, der skal tages," siger Peter Frödin til sine meddommere. Se videoklip øverst.

Sådan forløber Udvælgelsen

Udvælgelsen foregår på Halmlageret, som er en forladt fabriksbygning i den gamle del af Carlsberg i Valby ved København.

Dagen starter med, at de 99 deltagere eller grupper, som dommerne har sendt videre fra auditions, ankommer til en chokerende besked: Værterne Felix Smith og Christopher Læssøe fortæller, at der kun er 24 ledige pladser tilbage i live-programmerne – og dermed er det altså kun hver tredje, der kommer videre fra dagens udvælgelse.

Mens deltagerne tygger på de hårde facts, er dommerne i fuld gang med en heftig diskussion om, hvem de synes, der fortjener en plads ved de kommende live-shows, og de er slet ikke enige.

Deltagerne opdeles i fire kategorier

Dommerne ender dog med at have valgt 20 acts, som går direkte videre til live-programmerne, og 20 acts, som skal optræde igen for at overbevise dommerne om, at lige netop de skal have en af de sidste fire pladser på live-scenen.

For at dommerne bedre kan sammenligne de deltagere, der skal optræde igen, bliver de delt ind i fire kategorier: Sang under 16, sang over 16, dans og varieté.

Der er fem deltagere i hver kategori, og de kæmper om samme plads.    

Nu tager seerne over

Udvælgelsener sidste instans, hvor det udelukkende er dommerne, der har magten over deltagerfeltet.

I 'Danmark har Talent's live-shows er det nemlig primært seerne, der via sms-stemmer sender deres favoritter videre fra kvartfinalerne til henholdsvis semifinalerne og finalen. (Se faktaboksen "Sådan vises Danmark har talent på TV 2").

I den afsluttende, store live-finale vil vinderen til sidst blive kåret og hyldet med en præmie på en kvart million kroner.

Se "Udvælgelsen" i 'Danmark har talent' lørdag d. 17. januar kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play

Sådan vises 'Danmark har talent' på TV 2

AUDITION-PROGAMMER:

'Danmark har talent' indledes med fire audition-programmer, hvor dommerpanelet præsenteres for ca. 200 forskellige acts i Falkonér Centret i København. Programmerne sendes fra 29. december 2014 til 10. januar 2015.

UDVÆLGELSEN:

I det femte program udvælger dommerpanelet de 28 acts, som går videre til live-programmerne. Fire acts er allerede sendt direkte videre via de fire dommeres individuelle tryk "den gyldne knap". Programmet sendes 17. januar.

LIVE-PROGRAMMER:

  • I syv live-programmer indsnævres feltet af talenter løbende frem til den store finale.
  • De FIRE KVARTFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af syv, sendes 24. januar, 31. januar, 7. februar og 14. februar.
  • De TO SEMIFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af seks, vises 21. februar og 28. februar.
  • I FINALEN optræder syv acts, heriblandt et wildcard, og den endelige vinder kåres. Finalen sendes 7. marts.