TV

Danskerne er det mest indbrudsplagede folk i Norden

Danmark er det land i Norden, der har flest indbrud per indbygger. Også i Europa ligger Danmark højt placeret på en andenplads over de mest indbrudsplagede nationer – kun overgået af Grækenland.

I Danmark var der i 2012 hele 779,14 indbrud per 100.000 indbyggere, mens der i Sverige var 225,10, i Norge 120,08 og i Tyskland 179,41.

Og forklaringen kan findes to steder, mener Lone Harlev, som er projektleder i Det Kriminalpræventive Råd og hos TrygFonden.

- Danskerne har generelt mange værdier i deres hjem, hvilket gør det attraktivt for tyvene at bryde ind, og så er vi også nogle af dem, der er dårligst til at sikre os, siger hun.

Hun mener, at vi som danskere som grundregel føler os trygge, og derfor er vi ikke gode til at sikre os.

- Selvfølgelig skal vi ikke ind og pille ved vores tryghedsfølelse, men sat på en spids kan man vel sige, at danskerne er lidt naive. Der er en tendens til først at sikre sig, når skaden er sket. Og så er det jo for sent, siger Lone Harlev.

I 2013 var der 41.888 indbrud i privat beboelse i Danmark.  

TV 2s kriminalmagasin Station 2 sender to specialprogrammer om indbrud. Du kan se 'Stop tyven' på TV 2 henholdsvis 29. januar og 5. februar.

Få gratis besøg af sikkerhedskonsulent

'Stop tyven' og Forebyg indbrud er gået sammen om at forsøge at gøre danskernes hjem mere sikre.

I uge fem og seks sender vi derfor sikkerhedskonsulenter rundt i hele landet for at fortælle, hvordan man kan forebygge indbrud i sit hjem.

Er du interesseret i et gratis besøg af en af konsulenterne, kan du skrive dig op via linket herunder.

SKRIV DIG OP HER