Slut med Jensen: Børn får unikke navne
I fremtiden vil der formentlig være færre, der hedder det samme. Blandt nyfødte har Emma slået Sofia af pinden som det mest populære navn.
For første gang nogensinde har Danmarks Statistik kigget på, hvor mange personer i Danmark, der går rundt som den absolut eneste med lige præcis deres navn.
Det er der 77 procent af befolkningen, der gør, men kigger man på de nyfødte, bliver hele 96 procent tildelt et unikt navn.
Blandt de ældre på 77 år er det modsat kun 63 procent, der er ene om lige præcis deres navnekombination.
- Det overrasker mig ikke, at det er mange, men det overrasker mig, at det er så mange, siger Birgit Eggert, der er navneforsker på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.
Forklaringen kan til dels findes i, at efternavne, der ender på -sen, er på tilbagetog. I dag er der over en kvart million, helt præcis 258.203 personer, der bærer navnet Jensen.
- Forældre er blevet kreative i forhold til efternavne. Mange danner et nyt efternavn, når de bliver gift eller får børn, siger Birgit Eggert.
Ny navnelov
I Danmark har man ret til at tage alle navne, som ens forældre, bedsteforældre og oldeforældre har båret.
- Så nogle shopper lidt rundt og vælger det navn, de bedst kan identificere deres familie med, hvorimod man førhen typisk tog mandens navn, siger hun.
Derudover fik vi i 2006 en ny navnelov, der tillader, at man tager sit mellemnavn som efternavn. Det har fået mange til at droppe det afsluttende Jensen eller Hansen, som de alligevel ikke brugte i praksis, vurderer Birgit Eggert.
Der er dog ikke tale om, at de udbredte -sen navne er ved at dø ud, siger hun.
Ifølge Danmarks Statistik er Kirsten Nielsen og Kirsten Jensen de mest udbredte navnekombinationer med hver 749 personer. På tredjepladsen kommer Michael Jensen, som 661 danskere hedder.
Kigger man kun på fornavne, er der flest der lystrer på Anne og Peter, mens nyfødte oftest tildeles navnene Emma og William. William var også det mest populære navn i 2013, mens Emma har slået navnet Sofia ned på en fjerdeplads og indtaget førstepladsen.
Her kan du tjekke, hvor mange der hedder det samme som dig.