TV

Cirkusdokumentar: Kronprinsen får sin cirkusprinsesse

Cirkusdynastiet kan ses på TV 2 PLAY fra kl. 20 i aften her.

Når man er født i et cirkus, så skal man også gifte sig med én fra cirkusset. Sådan er traditionen. Og i Cirkus Arena er cirkussets kronprins endelig blevet kærester med artistfamiliens cirkusprinsesse. Kærligshedsdramaet udspiller sig i dokumentarfilmen Cirkusdynastiet, der bliver sendt på TV 2 i aften.

- Du er grim, siger en usminket pjattet Merrylu Casselly og kaster en lyserød pude i hovedet på sin kæreste Patrick Berdino.

Han er fjerde generation i Berdino-dynastiet og er Cirkus Arenas kronprins. Hun er datter af den prisvindende artistfamilie Casselly, der i 22 sæsoner har arbejdet i Cirkus Arena. De er netop blevet kærester og bor sammen i en campingvogn.

- Jeg kunne ikke forestille mig at have en anden kæreste. Hun ser godt ud, og hun er sød, lyder hans stemme hen over billederne af kæresteparret, der tumler rundt i deres seng i starten af dokumentarfilmen Cirkusdynastiet.

- Jeg synes, det bedste ved Patrick er, at han altid er der for mig og hjælper, hvor han kan. Vi passer godt sammen, siger Merrylu Casselly.

Pudekampen i campingvognen er seerens første møde med det unge par i filmen.

Cirkusdynastiet bliver sendt i to dele på TV 2. Første del bliver sendt i aften kl. 20, og anden del bliver sendt næste torsdag den 12. februar. Det er en fortælling om livet både inden for, men også uden for arenaen. Om livet i et cirkus bag den centimetertykke sminke og de slukkede projektører i Cirkus Arena.

Ikke et almindeligt kærestepar

Ved første øjekast ligner det unge kærestepar i starten af 20’erne et helt almindeligt kærestepar. Men det er de ikke. For de skal ikke kun forholde sig til hinanden, de skal også forholde sig til et pres fra deres familier, der til sammen udgør kernen af Cirkus Arena. Berdino-familien driver og ejer cirkusset, mens Casselly-familien er cirkussets vigtigste artistattraktion.

Patrick Berdino fortæller, at hans familie altid har talt om, at han og Merrylu Casselly skulle finde sammen.

- Jeg tror altid, at det har været en drøm for vores forældre, at vi skulle være sammen. Vi er født to måneder imellem hinanden og er vokset op sammen, siger han.

Han fortæller videre, at det var særligt smart, hvis de blev kærester, fordi Berdino-familien ikke havde nogen elefanter selv, og det havde Merrylus Cassellys far.

- Det var den sjove historie, fra vi var små. Det, tror jeg, vi begge er glade for, siger Patrick Berdino.

Rigtige cirkusbørn finder cirkusartister

Merrylu Casselly har sammen med sin mor, far og lillebror i to årtier været artistfamilie hos Cirkus Arena. Familien er verdens mest prisvindende artistfamilie og har vundet guldklovnen. I cirkusbranchen kan Guldklovnen sammenlignes med at få en Oscar-statuette og er derfor den fineste pris, cirkusartister kan få.  

For både Patricks bedstefar, Benny Bardino, der er cirkussets direktør, og for Merrylu Cassellys forældre er det et drømmescenarie, at de to familiers yngste generationer har fundet sammen. Alexia Casselly, som er cirkusprinsessens mor, har aldrig selv kunnet forestille sig at være sammen med en anden mand end en cirkusartist. Da filmen blev optaget havde hun været sammen med sin mand, der er far til Merrylu, i 26 år.

- Rigtige cirkusbørn, de kigger kun efter andre cirkusartister. Altså folk, som er på vej i samme retning. En rigtig cirkusartist går ikke efter en bager eller en mekaniker, siger moren.

Tidslomme fra 50’erne

Instruktøren bag dokumentarfilmen er Anders Riis-Hansen. Han fik i 2012 og 2013 sig et campingkørekort, tog sit kamera under armen og tilbragte to sæsoner med familierne bag Cirkus Arena.

- Det overraskede mig, at det var som at rejse rundt i en tidslomme fra 50’erne. Det var meget traditionelle normer og værdier, der dominerede. Den måde man så på en pige, var som det så ud i Danmark for mange år siden, fortæller instruktøren.

Cirkusdynastiet giver ifølge ham et særligt indblik i, hvor tæt en cirkusfamilie skal holde sammen for at kunne overleve, og at man skal være kompromisløs i alle livets forhold som cirkusartist. Der knokles 24 timer i døgnet, det er bogstaveligt talt op på hesten igen, når man er blevet sparket af en hest, og det forventes, at man finder sin udkårne inden for cirkusmiljøet.

- Den handler om, hvordan den nye verden møder den gamle verden. De normer, som Benny Berdino levede efter som barn, de gælder ikke mere. Men alligevel skal barnebarnet overtage cirkusset en dag, og så ville det være ideelt, hvis han var sammen med artistfamiliens datter, siger instruktøren.

For at de kunne holde fast i deres - for mange - anderledes måde at leve på, herskede en meget stærk ’os’ og ’dem’ kultur. At der var så stærk en selvforståelse hos cirkusfolkene kom bag på instruktøren.

'Os' og 'dem'

- De sagde altid på deres hovedsprog, som var tysk, at jeg var ’privat mensch’, mens de selv var ’circus leute’. Det er et behov, der opstår ved, at familier gennem generationer skal kæmpe for at overleve. Og det havde Casselly-familie kæmpet for i mange år, og derfor havde de et meget stærkt sammenhold, siger Anders Riis-Hansen.

Selvom familierne altid havde drømt om, at Merrylu Casselly og Patrick Bardino skulle skabe en fremtid for dem selv og for Cirkus Arena, kommer der i anden del af dokumentarfilmen grus i maskineriet.

Afslutningen på kærlighedsdramaet og indblikket i livet som cirkusartist kan ses på TV 2 torsdag den 12. februar. Den kan også ses på TV 2 PLAY fra kl. 20 i aften her.

Bodil-nominering

  • 'Cirkusdynastiet' er nomineret til en Bodil-pris i kategorien: ”Årets danske dokumentar”.
  • Bodil-uddelingen finder sted d. 28. februar 2015.