TV

Sofie Lassen-Kahlke: Folk vil blive overraskede over, hvor store nosser jeg har

I samarbejde med Alt for damerne

Sofie Lassen-Kahlke blev kendt som den søde, uskyldige og pæne pige på tv og i film.

Og den rolle har hængt fast. Hendes smukke ydre gør også, at damebladene jævnligt prøver at aflure, hvordan hun kan se så godt ud med to små børn.

Men Sofie Lassen-Kahlke er hverken Anja eller Kaffe-Hanne. Hun er et temperamentsfyldt rodehoved med langt større nosser, end nogen måske tror, og lige nu er hun aktuel i det bramfri show "Trimmet i 3-kanten", som tidligere har sat fokus på alt fra kønssygdomme til de hemmeligheder, kvinder deler

Sofie fejer passagersædet frit, da hun samler mig op i sin sølvgrå stationcar. Bagsædet er optaget af to børnesæder, og Sofie træder med sine mudrede Hunter-gummistøvler på speederen med kurs mod Skovshoved kro. Jeg kigger ned på hendes gummistøvler igen og kan ikke få dem til at passe ind. Sofie ser overrasket på mig, da jeg spørger ind til dem, og slår ud i en høj latter, mens hun gentager mit spørgsmål.

− Hvad er historien med mine gummistøvler? Jamen jeg skal hente min søn i skovbørnehave bagefter. Jeg har altid gummistøvler på, når jeg skal hente ham. De er lige til at stikke ned i med et barn på armen – det er så praktisk!

Læs også: Jeppe Nybroe: Det har været rørende at møde så meget kærlighed

Hendes hår er samlet i en knold, der hænger slapt ned ad ryggen på hende, og enkelte hår har løsrevet sig og er landet på hendes rullekravebluse og skinner kobberbrunt på det sorte stof. Hun har ikke lagt makeup, men hendes øjne er omkranset af hendes naturligt mørke øjenvipper og øjenbryn.

- Jeg behøver ikke at have en masse sminke på, før jeg går ud ad døren. Jeg prioriterer tiden helt anderledes, efter jeg er blevet mor. Det vigtigste er, hvordan jeg har det, og hvordan min familie har det. Jeg går ikke så højt op i, at det hele skal se perfekt ud.

Hun parkerer bilen, og vi sætter os ved et bord i et hjørne af kroen. Sofie kræver ikke meget betænkningstid, da tjeneren rækker os to menukort. Hun bestiller en pariserbøf med hele svineriet. Sofie er børnefri de næste to timer, inden hun skal hjem og afløse sin tante, som kigger efter hendes 10 måneder gamle datter, Agnes. Egentlig var det meningen, at Agnes skulle have været med. Og det ville ikke være usædvanligt for Sofie, for datteren har været med mor på arbejde til mange fotoskydninger og filmoptagelser.

− Jeg er da misundelig på mine veninder, der har barsel i et år, men jeg ville blive alt for rastløs. Når jeg er selvstændig, kan jeg heller ikke bare trække stikket et år, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er rigtigt hyggeligt at have hende med.

Når hun i dag tager på arbejde med datteren på armen, er det lige så meget et familieprojekt, for Sofie har altid manden, Hans, eller sin mor med som hjælpende hånd.

− Hvis jeg skal på turne, får jeg aldrig spørgsmålet fra min familie: Hvordan vil du så klare det? Det er mere et spørgsmål om, hvordan VI griber det an. Så jeg ser det lidt som et fælles projekt. Fordi mine forældre ser mine børn så tit, føler jeg aldrig, at de passer dem, eller at jeg bare afleverer mine børn. Jeg er sindssygt privilegeret på det område.

Ro og simpelhed

En sommeraften stod hendes nye kærlighed, den otte år ældre Hans Poul Petersen, og ventede på hende i lufthavnen. Hun vendte hjem fra en rejse til Zambia som ambassadør for Mellemfolkeligt Samvirke, og han havde pakket bilen med en grill og en masse mad og tog Sofie med ud i det fri og grillede. Sofie var skruk, og det hjalp ikke at komme hjem fra Zambia, hvor hun havde siddet med små, afrikanske børn i favnen. Det var den aften, det gik op for Sofie, at det var ham, der skulle være far til hendes børn. De havde været sammen i under et år, men der gik ikke lang tid, før hun blev gravid med Alfred.

Læs også: Kim Fupz Aakeson: Jeg kan godt lide at tjene flere penge end mine kvinder

Egentlig opstod kærligheden ved Vesterhavet på Fanø, hvor både Sofies og Hans' forældre har sommerhus. Der har altid været et godt fællesskab blandt de unge på øen, når de var med deres familier på ferie, men for fem et halvt år siden faldt hun for ham, der i dag er far til hendes to børn, Alfred og Agnes. Han var høj og flot. Det var de første flueben, Sofie vingede af.

− Nu sidder jeg i fælden med ham og to børn.

Sofie bryder ud i en mild latter, mens ansigtet former de karakteristiske, æbleformede kinder.

− Han er sådan en outdoor kind of guy, og det var nok det, jeg faldt for. En af vores første ferier var en sheltertur til Sverige, og man er helt tryg ude i naturen, når man er sammen med ham. Hvis man pludselig fryser, så finder han bare en pind eller noget gran, og så kan han helt sikkert få noget ild ud af det. På en ferie i Toscana friede Hans til Sofie over en picnic i det fri med deres dengang halvandet-årige søn ved siden af.

− ENDELIG, tænkte jeg. Ej, jeg har egentlig aldrig drømt om det store bryllup eller drømt om at se mig selv som en prinsesse. Det har altid været børn, der har spiret hos mig. Men da vi havde fået Alfred, skulle det bare være. Vi får serveret en hønsesalat og en pariserbøf.

− Er du misundelig?

Sofie kigger drillende mellem mig og sit kæmpe stykke kød. Hans arbejder for styrelsen for slotte og kulturejendomme. Der er fordele og ulemper ved ikke at være i samme branche, men ubevidst er Sofie altid gået uden om skuespillerkæresterne. I stedet får hun her en ro og en simpelhed, hun ikke kan finde andre steder.

− Hans er jyde, to meter høj og rigtig grounded, og så ved han godt, hvor skabet skal stå selvom jeg selvfølgelig synes, det er røvirriterende.

Sofie kigger eftertænksomt op.

− Nu når jeg sidder og tænker over mit liv oven på en pariserbøf, så er det måske meget godt for mig. Vi er ekstremt forskellige, så det er klart, at hverdagen ikke er uden kamp. Men det er jo også det, der gør, at det er interessant. Jeg er temperamentsfuld og har gang i sindssygt mange ting på en gang. Jeg farer i flint hele tiden, men jeg bærer overhovedet ikke nag, så selvom jeg bliver ekstremt sur, er jeg sød sekundet efter. Siger jeg selv!

Sofie får våde øjne og griber efter en serviet.

− Det er the story of my life! Nu må du ikke tro, jeg begynder at tude over et eller andet. Når jeg snakker meget, stiger tårekanalerne, så løber min næse også, og så kører det. Alle mine bryllupstaler handlede om det. Hun griner, dupper sine våde øjne og dykker videre i sin hakkebøf smurt i æggeblomme.

− Jeg har heldigvis en mand, der kan klare mit temperament. Forleden dag sagde jeg, sådan lidt panisk, i forbindelse med, at jeg skal på turne med City Singler: "Hvad tænker du egentlig om, at jeg skal være væk, og du skal være alene med to børn?!" Han så lidt frustreret ud, men så sagde han: "Jeg tænker: ro. Rent. Ingen kvinde, der snakker fra om morgenen, til hun går i seng om aftenen. Jeg tænker, det nok skal blive hyggeligt!" Så han kan sagtens klare de der børn, og det er en lettelse at kunne tage på arbejde og vide, at den anden har styr på hjemmefronten. Men det er jo ikke hver dag, vi sidder over aftensmaden og kigger hinanden nyforelsket og dybt i øjnene. Vi har altså små børn. Lige nu er vi meget i det der børneliv, hvor det hele bare skal gå op i en højere enhed.

− Jeg pudser lige næse, inden jeg tænker dybere.

Bølgerne går højt

− Jeg prøver at være meget ærlig omkring, at det er sindssygt hårdt at have små børn i stedet for det der – her har vi det godt, og vores børn er rene og har flot tøj på. Jeg synes personligt, det er så befriende, når jeg møder ærlige kvinder, hvor deres familier ser perfekte ud, men de tør indrømme, at det er hårdt, og at de skændes hjemme. Vi er ved gud oppe i det røde felt nogle gange, for vi sover ikke ret meget, når vi har små børn i hjemmet. Men selvom bølgerne går højt, kan vi, minuttet efter vi har skændtes, heldigvis sidde og hygge os sammen som en familie.

Sofie og Hans har solgt deres københavnerlejlighed og er flyttet med deres to børn i mere familievenlige omgivelser i et rækkehus nord for København. Lige nu lever de blandt flyttekasser, men en lidt rodet tilværelse skræmmer ikke Sofie.

− Mine veninder har altid joket med, at i min verden tænder man bare nogle stearinlys, og så skal det hele sgu nok gå. Og det er egentlig også min indstilling. De snakker tit om dengang, jeg var flyttet hjemmefra og holdt en stor pigemiddag i min lejlighed. Jeg havde tapet stikkontakten til badeværelset til og sat nogle stearinlys derud, så man ikke kunne se, at jeg ikke havde haft tid til at gøre rent.

− Det vigtigste for mig er, at vi er sammen som familie. Det kan godt lyde lidt bohemeagtigt, men jeg er ligeglad med, om det roder, og jeg er ikke sådan en mor, hvor det hele skal stå snorlige, før jeg kan sætte mig ned med mine børn. Det stresser mig ikke, hvis det hele sejler, og jeg tror faktisk, jeg sparer mig selv for mange bekymringer.

Prioriteringer er i høj grad blevet en del af Sofies liv, efter hun har fået børn. Hun er nu både karrierekvinde og familiemor, og det overskygger nogle af de ting, hun før brugte meget tid på.

− Jeg har heldigvis stået i virkelig mange barer og danset på virkelig mange dansegulve, og det er jeg glad for i dag, så jeg kan holde en lille pause fra det. I virkeligheden vil jeg også hellere være hjemme sammen med mine børn lige i øjeblikket. Selvfølgelig skal jeg stadig have tid til at mødes med mine veninder over et glas vin, så vi kan sidde og bagtale vores mænd. Men det er ikke længere helt så vigtigt for mig at stå på en rød løber til en eller anden premiere.

En sød nissepige

Det lå ikke i kortene, at Sofie skulle være skuespiller. Hun fik en rolle i "Vildbassen" som 13-årig, og derefter tog det fart med julekalendere og senere "Anja og Viktor"-filmene. Egentlig drømte hun om at blive læge, og hvis hele hendes familie havde været læger, var hun nok sprunget ud i at læse medicin. Men begge hendes forældre, og nu også hendes søster, er advokater, og derfor var det en naturlig forlængelse af gymnasiet at starte på jurastudiet. Nu mangler hun kun sit speciale og to fag.

− Jeg vil stadig blive ved med at være skuespiller, men jeg synes, jura er helt vildt spændende at læse, og jeg vil gerne vide lidt mere om det samfund, vi lever i. Det udvider min horisont, og det giver mig et større selvværd. Jeg er ikke en skuespiller-skuespiller, men har en mere akademisk side også. Det er også min force som skuespiller, tror jeg, for det gør, at jeg har en anden tilgang til materialet.

En anden af Sofies forcer er hendes erfaring, som har modnet hende og givet hende nosser, siger hun selv.

− Gud, hvor er det egentlig et grimt ord. Nosser. Min farmor så det i en overskrift engang i et interview med mig, og hun gjorde mig lige opmærksom på, hvor grimt et ord, det er. Men jeg tror faktisk, folk vil blive overraskede over, hvor store nosser jeg i virkeligheden har.

Nosserne og de sjofle anekdoter i City Singler står i rungende kontrast til søde Kaffe-Hanne fra "Brødrene Mortensens jul" eller den pæne Anja fra "Anja og Viktor"-filmene. Selv føler hun ikke, hun har ændret sig, og hun minder i højere grad om Sofie fra City Singler end om Anja privat, men den søde nissepige hænger på en eller anden måde fast i folks bevidsthed.

− Jeg har jo lavet skuespil, siden jeg var 13, så jeg kom ind i folks bevidsthed som hende den søde, uskyldige pige. Da jeg var yngre, tænkte jeg meget over, hvordan folk opfattede mig, men i dag kunne jeg faktisk ikke være mere ligeglad.

Selvom Sofie selv startede som børnestjerne, er det ikke en vej, hun ønsker, hendes børn skal gå. Hun er blevet prikket til af castere, der ville høre, om de må bruge hendes dreng, men hun holder sine børn langt væk fra film og billeder.

− Jeg er nok blevet mærket af at have været med i så mange børnefilm. Der findes så mange forældre, hvor det eneste saliggørende er, at deres barn får en rolle i en film. Men jeg har været vidne til, at mange børn har svært ved at tackle den overdrevne opmærksomhed, de pludselig får. Mine børn er meget private for mig. Jeg lægger heller ikke billeder op af dem på Instagram. Jeg har brug for, der er noget, der er mit eget.