TV

Så godt har vi det på landet: Laver fitness med traktor

- Rigtige Janmænd løfter traktorer…

Sådan skriver en af Jan Larsens venner til en video på Facebook, hvor han træner bænkpres - med en gammel Massey Ferguson-traktor.

Det er dog langt fra kun Jan Larsens Facebook-venner, der har set det underholdende klip, hvor den 59-årige mand fra Hevring, 50 kilometer nord for Aarhus, med et glimt i øjet viser, hvordan man "laver fitness i Udkantsdanmark".

Siden han i lørdags lagde videoen ud på Facebook, er den blevet delt næsten 4.000 gange og vist for flere end 266.000 på det sociale medie – se videoen øverst i artiklen.

- Så er vi klar til dagens fitness, siger Jan Larsen, inden han lægger sig under Massey Fergusonen og prustende får løftet den forreste del af traktoren 10 gange.

Sjovt ser det ud, og det er da også en af grundene til, at Jan Larsen valgte at lægge videoen ud til offentlig skue.

- Den er lavet lidt med bagtanke på at reklamere for, hvor sjovt og godt vi har det herude på landet, frem for at folk nærmest står oven på hinanden inde i byen, siger Jan Larsen til tv2.dk.

At videoen skulle gå hen og blive et viralt hit, havde han dog aldrig troet, og det er da også helt mærkeligt, at han nu er blevet "berømt" på nettet.

- Det havde jeg slet ikke regnet med, det er lidt underligt, fortæller Jan Larsen, der til daglig arbejder i sit eget teltfirma, Voer Telte.

Brænde hjælper til: - Er ikke specielt stærk

Ikke overraskende får Jan Larsen mange beskeder fra folk, der synes, at den noget anderledes fitnesstræning er både sjov og imponerende – det sidste afviser Jan Larsen dog selv over for tv2.dk.

- Jeg er ikke specielt stærk, siger han og afslører, at der er bag på Massey Fergusonen er placeret 2-300 kilo brænde, som gør det markant lettere at få løftet traktoren i vejret.

Dette kan man godt spotte, hvis man ser nøje efter i videoen, og det er da også blevet kommenteret af flere personer, fortæller Jan Larsen, der dog understreger, at den jo blot er optaget for sjov.

Han tilføjer, at han allerede har optaget en ny video med Massey Fergusonen – der er fra starten af halvtredserne – som han snart lægger ud på sin Facebook-profil.

Se den virale ”fitness-video” øverst i artiklen.