TV

'Danskere på tvang': Sådan går det med Patrick og huset i dag

Se 'Danskere på tvang' på TV 2 Play

I andet afsnit af 'Danskere på tvang' mødte seerne 27-årige Patrick Stenzel Rasmussen, som gennem fire år har måttet bo på sit gamle børneværelse hjemme hos forældrene, fordi han ikke kan flytte ind i sit skimmelsvamp-inficerede hus.

Da seerne forlod Patrick, så det ud til, at der endelig skulle til at komme skub i sagerne. En gruppe lokale håndværkere havde meldt sig på banen og var klar til at kaste sig over renoveringen af huset. Se videoklip øverst.

Men hvad er der sket, siden optagelserne til programmet sluttede i starten af december 2014? Det har tv2.dk spurgt Patrick om:

- Desværre er der ikke rigtig sket noget. For entreprenøren, som skulle være tovholder for projektet, er endnu ikke vendt tilbage med en arbejdsbeskrivelse til håndværkerne. Så nu har jeg fundet en ny mand, der skal stå for det, og jeg håber, at han præsenterer en plan inden for den kommende uge, lyder det fra Patrick.

Har hverken fået banklån eller forsikringssum

Som det fremgik af programmet, fik Patrick hjælp af TV 2s gældsrådgiver, juristen Annette Wisborg, til at forhandle med banken, så han undgik en tvangsauktion. Samtidig fik han endda tilsagn om at måtte låne 150.000 kroner til materialer, der skal bruges til renoveringen.

Men lånet blev kun bevilget på dén forudsætning, at huset overhovedet kan renoveres, så det bliver egnet til beboelse, og da Patrick stadig mangler en professionel vurdering af husets tilstand, kan han ikke komme videre med sagen.

- Indtil videre er der jo kun taget få stikprøver rundt omkring i huset, så jeg ved ikke, hvor meget skimmelsvampen har bredt sig, og om den overhovedet kan kommes til livs. Det betyder, at jeg stadig mangler de afgørende underskrifter for, at lånet kan blive udbetalt, siger Patrick, som heller ikke kan komme videre med forsikringssagen.

- Jeg står i den situation, at ejerskifteforsikringen jo faktisk har anerkendt, at jeg har krav på en udbetaling, men så længe, vi ikke ved, hvor omfattende problemet er, kan forsikringssummen ikke fastsættes. Jeg vil selvfølgelig ikke sige ja til et bestemt beløb, før skaderne er opgjort. For så risikerer jeg at stå med håret i postkassen igen, konstaterer han.

Humøret svinger fra dag til dag

For Patrick er det meget svært fortsat at stå i en situation, hvor han ikke ved, om han er købt eller solgt, så det påvirker ham stadig meget i hverdagen.

- Mit humør svinger fra dag til dag. Jeg tænker rigtig meget over problemerne med huset, og det betyder, at der ikke skal så meget til for at stresse mig. Hvis jeg har lidt for meget om ørerne på jobbet, føler jeg mig presset, siger Patrick, som dog er glad for, at han foreløbig har undgået en tvangsauktion, og samtidig er kommet i job igen som murer.

- Lønnen betyder, at jeg kan betale mine udgifter og beholde huset. Eller man skal vel rettere sige grunden. For huset var jo et dødsbo fra starten, og reelt set er det kun grunden, der har en værdi, lyder det fra Patrick, som i sin tid gav en million kroner for det, der skulle have været hans drømmehus i barndomsbyen Gelsted på Midtsjælland.

Bor på skift hos forældrene og kæresten

Da Patrick således endnu ikke har realiseret drømmen om at flytte ind i sit eget hus, som han købte allerede i en alder af 22 år, må han stadig bo på sit gamle børneværelse.

- Jeg bor lidt på skift hos mine forældre og min kæreste (som han mødte for halvandet år siden, red.). For øjeblikket kommer jeg kun ud til huset, når jeg skal tømme postkassen. Det er det, konstaterer Patrick, som dog fortsat bevarer håbet om, at drømmen skal gå i opfyldelse.

- Jeg tror på, at det nok skal lykkes, og at det kommer til at ske i løbet af i år. Selv om der er rigtig lang vej endnu, har jeg en god mavefornemmelse, og forhåbentlig kan jeg snart indhente tilbud fra håndværkerne. Til august er det fem år siden, jeg købte huset, og det har været de fem værste år i mit liv. Men forhåbentlig får mareridtet snart en ende, slutter han.

Du kan læse mere om ejerskifteforsikringer, og hvordan du undgår at ende i en situation som Patrick, her.

Se eller gense andet afsnit af 'Danskere på tvang' på TV 2 Play Serien holder nu pause, og tredje afsnit sendes først onsdag d. 22. april

Fakta om tvangsauktioner

I 2014 blev 3500 familiers hjem sendt på tvangsauktion. Det svarer til ca. 10 om dagen.

Dårlige lån, faldende huspriser, skilsmisse og arbejdsløshed er blandt hovedårsagerne til, at folk presses ud af deres bolig.

Ofte går huset eller lejligheden til en pris, der ligger langt under den gæld, familierne har i boligen.

Det betyder, at familierne står tilbage med en stor restgæld, som mange måske aldrig kommer ud af igen. 

Interaktivt kort: Her kan du se antallet af tvangsauktioner i dit lokalområde.