Dronningen: Jeg har ikke været en fortræffelig mor
Dronning Margrethe har aldrig haft behov for at have sine sønner tæt på sig hele tiden. Det fortæller hun i TV 2-dokumentaren ’Margrethe’.
Se hele dokumentaren på TV 2 PLAY
Kronprins Frederik og prins Joachim var blot nogle år gamle, da deres mor blev udråbt til dronning af Danmark. Og det var sin sag for den kun 31-årige Margrethe at balancere rollerne som regent og mor på samme tid.
Det fortæller hun om i dokumentaren ’Margrethe’, der blev vist torsdag på TV 2 i anledning af hendes 75 års fødselsdag den 16. april.
- Jeg ved ikke rigtig, om jeg nogensinde har fundet balancen helt. Nogen særlig fortræffelig mor har jeg ikke noget indtryk af, at jeg har været, siger hun i interviewet, hvor hun også tænker tilbage på sin egen mor, dronning Ingrid.
- Jeg tror, jeg har haft en bedre mor, end jeg selv havde kunnet være for en datter.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at kronprins Frederik og prins Joachim, der i dag er 46 og 45 år, altid har været vigtige for dronningen, selvom hun aldrig har haft behov for at have dem meget tæt på sig.
- De drenge betyder uendeligt meget for mig, det ved de også godt selv. Men jeg har delvis ikke kunnet være så meget om dem, som jeg gerne ville. På den anden side kan jeg sige, at jeg ikke er typen, der helst ville have børnene tæt på mig hele tiden, fortæller hun.
Hvor meget ved du egentlig om Dronning Margrethe? Tag quizzen her