TV

Sofies far døde af hjertestop: - Ingen ville tale med mig om det

For et halvt år siden ændrede livet sig for Sofie Guldager Larsen og hendes mor og bror. En tidlig fredag morgen faldt hendes far om med et hjertestop og døde.

- Det var meget surrealistisk, og det føltes som om, alt gik i stå og blev frosset. Jeg var selvfølgelig i chok og havde ikke kontrol over, hvordan jeg selv reagerede, men jeg følte bare, at jeg kunne se det hele som en slags film, som jeg ikke selv var med i, fortæller 20-årige Sofie Guldager Larsen, da hun lørdag er gæst hos Go’morgen Danmark.

Tidligere på ugen skrev hun et debatindlæg i Politiken, som handler om sorg og død. Efter hendes mening og egne erfaringer er der for meget fokus på at komme videre i livet efter et dødsfald, mens sorgen bliver skubbet i baggrunden.

Bliver ikke den samme igen

- Begrebet ”at komme videre” har en klang af, at man skal vende tilbage til det liv, man havde før og blive den samme person, som man var før, men i en sorgproces sker der en udvikling, hvor jeg synes, måden, man kommer videre på, er en anderledes måde end det, der ligger i begrebet, siger Sofie Guldager Larsen

I sit indlæg i Politiken skrev hun blandt andet:

Da min far for seks måneder siden døde en tidlig fredag morgen af et hjertestop, var noget af det, der står stærkest i min hukommelse – ud over sorgen, fortvivlelsen, uforståenheden og følelsen af afmagt – at jeg ”nok skulle komme videre”.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået de ord at høre. Efter at vi havde snakket om, hvor forfærdeligt det hele var, nåede resten af min familie og venner alle frem til den konklusion, at jeg ”nok skulle komme videre”.

Ingen reaktion fra klassen

Sofie Guldager Larsen går på gymnasiet. Efter hendes fars død tog hun en pause på en måned fra skolen, men da hun vendte tilbage, blev hun ramt af en larmende tavshed fra sin klasse.

- Da jeg kom i skole igen, lod min klasse fuldstændig som ingenting, der var ingen der kom hen og spurgte ”hvad er der sket, hvordan har du det”. De lod simpelthen bare som om jeg havde været syg et stykke tid og så var kommet tilbage igen. Jeg tror, at de havde en tanke om, hvis de nu ikke sagde noget, så ville det være nemmere for mig, siger Sofie Guldager Larsen, der havde ønsket en anden reaktion fra klassekammeraterne.

- Det er en misforstået tilgang, for det gjorde det meget værre, at der ikke var nogen at tale med om det. Jeg ville gerne have, at folk kom hen og spurgte, hvad de ville spørge om. Måske har de troet, at skolen var et frirum for mig, men jeg tænkte på min far hele tiden.

Lærerne på gymnasiet havde også svært ved at forstå, at Sofie ikke var lige så aktiv i timerne som før hendes fars død. Hun fortæller om en samtale med sin engelsklærer kort efter hendes tilbagevenden til skolen.

- Hun sagde, at jeg ikke lige havde fået afleveret alle mine opgaver til tiden, hvilket man skal, når man går i gymnasiet uden at hun på noget tidspunkt spurgte ind til, hvordan jeg havde det, siger Sofie Guldager Larsen.

Vi mangler viden om sorg

Klinisk psykolog Mai-Britt Guldin, der forsker i sorg fortæller, at hun ofte oplever personer, der har oplevet det samme som Sofie Guldager Larsen. Og det er fordi vores generelle viden om sorg ikke er høj nok, mener hun.

- Det er svært at være i den her proces. Vi ved, at sørgende mennesker er igennem en lang og meget pinefuld psykologisk proces. Det er svært at få andre til at forstå, hvor lang tid, det tager. Det er forskelligt når vi sørger, for det er en individuel proces. Vi er forskellige som mennesker, og det er forskelligt, hvad vi har mistet, og hvilke erfaringer vi har med at stå med svær psykisk smerte, siger Mai-Britt Guldin.