TV

Garfunkel om Simon: Jeg skabte et monster

Deres vokal-harmonier er silkebløde og passer perfekt til Paul Simons fantastiske sange. Men harmonien mellem de to medlemmer af den legendariske duo Simon & Garfunkel er langt fra helt så perfekt, afslører Art Garfunkel i et stort interview med engelske Telegraph.

Duoen bag sange som "Bridge over Troubled Water", "Sound of Silence" og "Mrs. Robinson" gik egentlig hver til sit i 1970, lige før hovedværket "Bridge Over Troubled Water" blev udgivet. Men de har været genforenet adskillige gange siden ved koncerter.

Art Garfunkel vil ikke afvise, det sker igen - men hvis Paul Simon læser disse linjer fra interviewet i Telegraph, kan det godt være han bliver svær at overtale..

- Jeg tror, du har fat i noget dér, siger Art Garfunkel, da han bliver spurgt om Paul Simon måske har et Napoleon-kompleks på grund af sin højde. Garfunkel svarer også, at han havde ondt af Paul Simon på grund af hans højde, og derfor tilbød Paul Simon sit venskab og sin kærlighed.

- Og den kompensations-gestus skabte et monster, siger Art Garfunkel.

Men Art Garfunkel bebrejder også Paul Simon for bruddet mellem de to.

- Vil jeg tage på endnu en tour med Paul? Det kan sagtens lade sig gøre. Og efter min mening, hvorfor ikke? Men jeg har været dér i årtier - og det er dér, jeg var i 1971, siger Art Garfunkel - og direkte henvendt til Paul Simon siger han:

- Hvordan kan du stikke af fra det fantastiske sted på toppen af verden, Paul? Hvad sker der for dig, din idiot? Hvordan kunne du give slip på det, din klovn, spørger Garfunkel.

Paul Simon droppede i sin tid Simon & Garfunkel til fordel for en succesfuld karierre som både sanger og sangskriver, Art Garfunkel fik også en solokarriere som sanger og skuespiller.