TV

'Badehotellet'-stjerne belønnes med Reumert-pris

Se 'Badehotellet' på TV 2 PLAY

Skuespillerinden Ena Spottag, der er bedst kendt for sin rolle som køkkenpigen Martha i TV 2-serien 'Badehotellet', er en af modtagerne af Reumerts Talentpris i år.

Det er for sin indsats i teaterstykket 'Glasmenageriet' på Folketeatret, at den 30-årige skuespiller modtager prisen – kun et år efter, hun blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

Læs også: Nu kan du selv være med i 'Badehotellet'

- Det er en ret vild start, da det er det første stykke, jeg har lavet. Det er en stor ære, og jeg er selvfølgelig meget stolt, siger Ena Spottag til TV 2.

Modig og nuanceret skuespiller

I juryens begrundelse for at belønne Ena Spottag med Reumerts Talentpris lyder det:

- (Hun)… skabte et usædvanligt og alligevel indlysende portræt af datteren Laura i 'Glasmenageriet' på Folketeatret. Hun tilførte den stakkels datterfigur en bersk livserfaring, men også en livslyst og en sult efter kærlighed. Her var en yderst modig og nuanceret skuespiller.

Læs også: Fup og fidus: Her ligger 'Badehotellet' i virkeligheden

Den officielle prisoverrækkelse finder først sted den 21. juni i forbindelse med uddelingen af årets Reumert-priser, men Ena Spottag fik besked om prismodtagelsen for nogle uger siden og har allerede fejret sin pris.

- Jeg stak af til Grækenland. Det har været et hektisk år, sådan at blive spyttet ud fra en skole til pludselig at stå i den virkelig verden, hvor der er fuldt ræs på. Jeg trængte bare til at slappe af og hygge mig med 'Ringenes Herre'-bøgerne, siger Ena Spottag.

En drøm går i opfyldelse

Samtidig med modtagelsen af Reumerts Talentpris og en medfølgende check på 20.000 kroner kan Ena Spottag også glæde sig over, at hun fra sommeren 2016 og to år frem er blevet fastansat på Aalborg Teater og dermed skal være en del af teatrets faste ensemble. 

Læs også: Disse scener blev du snydt for i 'Badehotellet'

- Det er lidt af en drøm, der går i opfyldelse. Jeg har altid haft en romantisk forestilling om ensemble-teater, og jeg boede jo i Aalborg, da jeg var lille, så det føles rigtigt at vende tilbage dertil. Men inden, jeg flytter derop, skal jeg leve et rigtigt "rock and roll"-liv, blandt andet har jeg en monolog, som blev udsolgt på CPH Stage (københavnsk teaterfestival, red.), som jeg gerne vil sætte op igen, så den kan nå bredere ud. Den handler om Peter Pan, Star Wars og om at være ensom og forsøge at blive voksen, siger Ena Spottag.

Martha kommer ud af køkkenet

Sommeren over gælder det dog i første omgang indspilningerne til tredje sæson af 'Badehotellet', som netop er begyndt i denne uge. Ena Spottag glæder sig over igen at være sammen med sin "familie", og så glæder hun sig på sin karakter, Marthas, vegne.

Læs også: ’Fie’ fra Badehotellet: Det savner jeg ved Danmark

- Jeg tror nok, Martha får lov til at komme uden for køkkenet i den nye sæson, så hun ikke bare skal stå og ordne torsk. Det fylder meget for Martha, siger Ena Spottag med et smil.

Onsdag kom det desuden frem, at tv-serien 'Badehotellet' er nomineret i kategorien 'Bedste tv-drama' ved Copenhagen TV Festival, der afholdes i august. Her dyster seerfavoritten mod en anden TV 2-serie, nemlig 'Rita', samt DR-serierne '1864', 'Bankerot', 'Tidsrejsen' og 'Arvingerne'.

Se et klip fra 'Badehotellet' med Ena Spottag i videoen øverst.