Lola Jensen: - Mødre kan snakke deres børns nervøsitet frem

Sommer er for mange børn lig med ferie væk fra forældrene. Men om det er en feriekoloni eller en uge hjemme hos bedsteforældrene, kan hjemve ødelægge den gode stemning på turen.

Men for en mange er det faktisk forældrene, der har plantet tanken om hjemve hos barnet, fortæller familievejleder Lola Jensen i Go' morgen Danmark.

- Mødre i dag snakker for meget. De kan snakke deres børns nervøsitet frem, siger Lola Jensen.

Problemerne opstår ofte op til turen, hvor forældrene begynder at forberede barnet på, at de er klar til, at det måske får hjemve. Og det kan blive for meget, forklarer Lola Jensen.

- Du skaber en flugtvej for dine børn, som de er klar til at benytte.

Afvej belastningerne

- Hvis du bestemmer dig for, at der bare er nogle ting, den seksårige skal kunne klare, men uden at belaste for meget, så viser man barnet, at dette er en del af konceptet: Når man går i 0. klasse, skal man på hyttetur, når man går i 2. klasse skal man afsted i to dage.

- Så kan man i de mellemliggende perioder vise, at man ikke belaster barnet mere end det. Her skal barnet ikke ud og sove sammen med en kammerat.

Kan starte ved familiefester

Lola Jensen mener, at mange børns problemer med hjemve faktisk stammer helt tilbage fra deres allerførste år. Her lader forældrene gerne barnet gå fra arm til arm ved familiefester. Men det er for meget for nogle børn, og nogle år senere kan det give bagslag

- Det giver det resultat, at mange fire-fem-årige blokerer og siger 'jeg vil have min mor'. Og så kan det starte på den måde med hjemve.

Hent med det samme

Skulle dit barn en dag ringe hjem fra kolonien for at fortælle, at det meget gerne vil hjem lige med det samme, skal man dog ikke tøve, mener Lola Jensen.

- Så er det bare om at køre afsted med det samme. Hvis personalet har vurderet, at barnet må ringe hjem og bede om at blive hentet, så smider man, hvad man har og tager afsted.

Lola Jensen

Lola Jensen er familievejleder og giver ofte gode råd til danske børnefamilier i Go' morgen Danmark.

Hun har de seneste 30 år forsøgt at give tanker til handling via familievejledning til børnefamilier, foredrag, undervisning, supervision, bøger og video.

- Alle forældre vil jo faktisk deres børn det bedste - det er bare ikke altid, at mål og handling kommer til at stemme overens, siger Lola Jensen, der her kan hjælpe dig til en hverdag uden de unødvendige konflikter, som mange børnefamilier oplever, siger Lola Jensen.