SJIT Happens skabes stadig i samarbejde med dig!

SJIT Happens er serien om vennerne Olau, Ane, Mads, Emil og Øland, der bor sammen på Nørrebro.

Hvordan startede det egentlig?

Serien starter da Ane efter en lang rejse flytter ind i kollektivet, og på den måde forstyrrer den etablerede drengerøvs-balance – på trods af at hun hurtigt bliver 'one of the guys'.

For selv om Ane på ingen måde er sart, så er hun en pige, og det har både konsekvenser for drengenes lumre rutiner, køen foran badeværelset og ikke mindst kemien mellem lejlighedens beboere... Ane er Mads' lillesøster, og Olau kender dem begge helt tilbage fra skoletiden. Derfor går der heller ikke længe, før Olau begynder at få følelser for den kønne brunette med de skarpe replikker og det spontane sind. Men Olau er ikke den mest direkte type, og hvad sker der så? Sjit Happens!

Brugerne skaber serien

Det dog ikke det eneste, der kendetegner serien. SJIT Happens er nemlig direkte inspireret af sine seere og brugere, og det fantastiske samspil der er de digitale platforme. Her har SJIT Happens' fans spillet ind med alt fra røverhistorier og idéer til replikker – til navne, rekvisitter, musik, locations og påklædning.

I forbindelse med første sæson startede samarbejdet på et website, der var lavet til formålet, men da interaktionen gradvist rykkede mere og mere over på Facebook som produktionen skred frem, blev det besluttet, at bruge Facebooksiden som omdrejningspunktet for samspillet omkring de efterfølgende sæsoner. Optagelserne til fjerde sæson er nu igang, hvor der endnu engang indsamles input fra brugerne til at forme sæsonen.