Shaka: Jeg bliver trist, når børn stiller mig dette spørgsmål
Se 'Toppen af Poppen' på TV 2 PLAY
Den danske reggae-sanger Shaka Loveless er den første, der skal have fortolket sine sange i det populære program ’Toppen af Poppen’, der vises første gang søndag kl. 20 på TV 2.
Sammen med Stine Bramsen, Sebastian, Lars Lilholt, Isam B, Oh Land og Mattias Kolstrup fra Duné er han taget til Skagen, hvor musikerne foruden at fortolke hinandens musik, taler om deres liv med musikken og vej til stjernerne.
"Folk må gerne tro, jeg er kommet let til det"
Shaka Loveless brød igennem med hittet ’Tomgang’ i 2012, og fordi det først var her, den brede skare af danskere lærte den i dag 31-årige musiker at kende, tror mange, at ’Tomgang’ var en af de første sange, han lavede og hans første møde med musikken.
Men på det tidspunkt havde han allerede været i gang i mere end otte år.
- Jeg har i lang tid prøvet at få historien frem om, at ’Tomgang’ ikke skete over night. Jeg har lavet mange projekter, der har ledt op til. Folk må gerne tro, at jeg er kommet let til det, det er mere i forhold til de unge, der går og tror, at man kan lave én sang og blive en stjerne, fortæller Shaka Loveless til TV 2.
Bliver ked af det, når børn stiller dette spørgsmål
Musikeren oplever nemlig, at især hans yngste fans, der selv drømmer om at blive musikere, har en skæv opfattelse af at være kunstner.
- Jeg bliver ked af det, når der kommer børn og unge hen og spørger ”Hvordan kan jeg blive kendt?”
- Der er alt for mange, der tror, de kan stå hjemme foran spejlet og synge, og så pludselig blive opdaget i for eksempel ’X Factor’. Hell no – man skal ned og stå i øvelokalet, siger han.
Drømte om at kunne leve af musikken
I ’Toppen af Poppen’ fortæller Shaka Loveless, at det var hans far, der gav ham kærligheden til musikken, men at faren også havde mottoet ’ Det er altså også rigtig godt at være doktor’, som betød, at man også skulle huske på, at der var et liv uden om musikken.
- Dengang jeg var barn, drømte vi om at kunne leve af at spille, ikke at blive kendte. Det kommer senere. Jeg ville ønske, at unge i stedet spurgte mig ”Hvordan kom du til at leve af musikken”, siger han.
Du kan høre mere om Shaka Loveless liv og hans opvækst med musikken og se de seks danske kunstnere fortolke reggae-stjernens sange i 'Toppen af Poppen' søndag kl. 20 på TV 2.