Komikernes egen opskrift: Sådan bliver du sjov som os

Dansk komiks svar på en Oscar-statuette bliver uddelt på torsdag, når det store Zulu Comedy Galla-show bliver afholdt i Operaen i København. 

Her er komikerne Jacob Tingleff, Christian Fuhlendorff, Tobias Dybvad og Jan Gintberg nomineret til den prestigefyldte pris som 'Årets komiker'. 

Stem på den komiker, du synes, skal vinde prisen, her.

Fredag var Tingleff, Fuhlendorff og Dybvad i 'Go' morgen Danmark', hvor de blandt andet svarede på, hvad en god komiker egentlig er. 

- Jeg kan rigtig godt lide at se komikere, der tager chancer og tør afsløre noget ikke så flatterende om sig selv og sætte sig selv lidt på spil. Jeg synes selv, jeg gør det, men især synes jeg Frank Hvam og Jonatan Spang gør det, siger Tobias Dybvad, der er nomineret for sit TV 2 ZULU-program 'Dybvaaaaad' og showet 'Er det ikke dig fra Dybvaaaad?'.

Skal turde at sige noget upopulært

Christian Fuhlendorff er faktisk en af idemændene bag det succesfulde 'Dybvaaaaad'-program, men han er selv nomineret for sit onemanshow  'For at gøre en kort historie lang' og radioprogrammet 'Gandhi' på P3. Og han kan godt lide, når en komiker tør gøre sig selv lidt upopulær. 

- (Jeg kan godt lide, red.) Ærlighed. En komiker, der tør sige de dårlige ting om sig selv, men jeg sætter også meget pris på en komiker, der kommer med en holdning, der ikke er populær, siger han. 

Jacob Tingleff er nomineret for showet 'Ulige uger' og sætter ligesom Fuhlendorff pris på, at komikere kan udlevere sig selv lidt. 

- Jeg kan godt lide, hvis en komiker tør vise noget sårbarhed, og jeg kan godt lide, hvis det bliver varmt og inkluderende i stedet for udstrakt arm og lidt mobbende.

Under Zulu Comedy Gallaen bliver der også givet en pris til Årets Talent. Her er komikerne Ane Høgsberg, Jacob Svendsen, Mikkel Rask og Jonas Mogensen nominerede.

Showet bliver afholdt torsdag d. 27. august og vist på TV 2 ZULU søndag d. 30. august. Herefter kan man opleve et hav af comedyshows i både København og Aarhus, hvor blandt andre Anders Matthesen, Jonatan Spang og Frank Hvam optræder. Se hele programmet her