Komikere til Zulu-galla: Dét var min værste optræden

Se 'Zulu Comedy Galla' på TV 2 PLAY
Selv om man er professionel stand up-komiker og har stået på en scene masser af gange, kan det sagtens gå galt. Helt galt endda.
I en voxpop på den røde løber ved årets 'Zulu Comedy Galla' svarede en lang række af landets dygtigste komikere på, hvilken stand up-oplevelse, som de personligt husker som den værste.
Har aldrig været så tæt på at slå nogen
For komikeren Anders Stjernholm, som bl.a. er kendt fra 'Comedy Fight Club' og for sin tjans som 'Bingo Banko'-vært, er der specielt én optræden, der står malet i erindringen:
- Min værste oplevelse med stand up var til en kæmpestor gymnastikopvisning i DGI-byen, hvor jeg var blevet lovet, at der ikke kun var børn. Da jeg ankom, var der primært børn med forældre, der sad langt væk fra mig. Og ham, der skulle præsentere mig, sagde: ”Ja, nu kommer Anders, han kan sige noget sjovt”. Jeg har aldrig været så tæt på at slå nogen som ham. Men det endte faktisk med at gå ok, siger Anders Stjernholm til TV 2.
Linda P.: - Mit ben blev bollet af en bulldog
Også Linda P. (foto øverst i midten), kendt for 'Piger på prøveløsladelse', 'Skråplan' og 'Det Alt for Store Linda P Show', har ofte prøvet, at tingene ikke forløb helt efter planen, når hun har været ude på live-optræden. Hun disker straks op med to af de værste eksempler:
- Det var engang, hvor jeg optrådte for nogle it-medarbejdere, og mit ben blev bollet af en bulldog. Og så har jeg også været til et arrangement med nogle herrer, der havde været på jagt og drukket snaps fra kl. 7.00 om morgenen, og da jeg skulle optræde kl. 19.00, sad de med på deres geværer ved bordet. Det var lidt nervepirrende, indrømmer Linda P.
Simon Talbot fejlede foran sit største idol
Ærlige Simon Talbot (foto yderst til højre) erkender, at der har været virkelig mange uheldige episoder gennem hans stand up-karriere. En af de værste var engang i slut 00'erne, hvor han lige var flyttet til København og skulle optræde som opvarmning for et af sine store idoler, den amerikanske skuespiller og komiker Doug Stanhope.
- Jeg døde så hårdt på min røv, og det var frygtelig, frygtelig, frygtelig stand up. Jeg ramte bare helt skævt, og det endte med, at der sad fulde folk på scenen og bare ville have mig af, og folk begyndte at råbe "Doug Stanhope" ind over min stand up, siger Simon Talbot, som stadig i dag er mærket af oplevelsen.
- Det var en mærkelig oplevelse, for jeg synes stadig han er sjov. Men jeg har det lidt som om, at jeg er blevet voldtaget, mens jeg har spist en softice. Så hver gang jeg hører hans shows, griner jeg stadig, men det minder mig hele tiden om dengang, det gik galt, fortæller han.
'Smid tøjet'-fadæse endte til gengæld godt
Simon Talbot opfatter til gengæld ikke episoden, hvor han gik kold og glemte sine jokes under 'Smid tøjet'-showet her i foråret, som en udelt negativ oplevelse.
- Til at starte med var det selvfølgelig ubehageligt, fordi medierne skrev:"Se ham dø" og "Det værste du kan forestille dig". Men så skete der en modreaktion på nettet, hvor folk skrev positive ting og var sindssygt rare med kommentarer som "Det kan ske for enhver", og folk bød ind med egne historier om, hvordan de havde dummet sig, f.eks. var der en mand, der var kommet til at makulere vigtige papirer på første arbejdsdag, konstaterer han med et lille grin.
Lars Hjortshøj: Livgarden kastede glas og flasker efter mig
Heller ikke den joviale og hyggelige Lars Hjortshøj, som bl.a. har spillet Julemanden i to TV 2-julekalendere, er sluppet for ubehagelige oplevelser ude på stand up-scenerne.
- Det er jo 25 år med vanvittige oplevelser... Jeg har engang optrådt for Livgarden, hvor de kastede glas og flasker efter mig. Jeg tror hellere, de ville have haft en stripper, lyder det kort og kontant fra Lars Hjortshøj.
Den lige så sympatiske Frank Hvam erkender endda, at det er gået galt rigtig mange gange.
- Der er så mange dårlige øjeblikke at vælge imellem. Der er jo tusindvis af katastrofale shows rundt omkring i landet. Det værste var engang, hvor der sad en mand på første række, der simpelthen var væsentlig sjovere, end jeg var. Der var ikke noget at gøre. Det var ligegyldigt, hvad jeg sagde, så toppede han den, og publikum skreg, siger Frank Hvam og fortsætter.
- Da showet var overstået, stod han oppe i baren omgivet af fans, mens jeg sad ved et bord og prøvede på at sunde mig. Prikken over i'et var, at han sendte en øl ned til mig med en undskyldning, lyder det fra 'Klovn'-komikeren. Artiklen fortsætter efter foto nedenfor.
Andreas Bo: - Jeg tømte fredagsbaren
Manden med gummiansigtet, Andreas Bo (foto øverst til venstre), tøver ikke et sekund, da han bliver bedt om at fortælle om sin værste live-optræden.
- Dét ved jeg helt præcist, for det var i slut 90'erne, da jeg havde læst medicin i et år på Panum og var dumpet ud, for så at komme tilbage et halvt år senere. Der skulle jeg optræde i kantinen ved en fredagsbar for alle mine gamle studiekammerater, og det gik fuldstændig galt, siger Andreas Bo og fortsætter.
- På det tidspunkt havde jeg lige selv fået børn og spurgte, om der var andre der havde det, og det var der ikke. Så det var bare et dårligt sted at starte. Kantinen begyndte simpelthen langsomt at blive affolket. Jeg tømte fredagsbaren på ingen tid. Så det blev en fredags-quickbar. Det var frygteligt.
Tobias Dybvad: - Værst, når det begynder at køre i en ond cirkel
Også for Tobias Dybvad, der både har vundet Talentprisen ved 'Zulu Comedy Galla' og to år i træk har været nomineret som "Årets komiker", kan der være dårlige dage, hvor tingene bare går galt.
- Nogle af de værste optrædener er dem, hvor dét, man lavede, simpelthen bare ikke var sjovt, og man ikke engang kan skyde skylden på publikum. Så begynder det at køre i en ond cirkel, og man bliver dårligere og dårligere, lyder erkendelsen fra Tobias Dybvad.