'Vild med dans'-darling ramt af maveonde: Min krop er så træt
Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY
'Badehotellet'-skuespillerinden Ena Spottag får brug for alle sine talenter som skuespiller, når hun fredag aften indtager dansegulvet i 'Vild med dans'.
For rask er hun efter al sandsynlighed ikke, når hun sammen med Thomas Evers Poulsen slår sig løs i en salsa. Den 30-årige skuespillerinde har nemlig kæmpet med maveonde hele ugen.
- Det var været en hård uge. Jeg startede ud med at være lidt kold på min mave i søndags, og så har jeg haft så ondt i maven siden. Jeg har haft halvanden dag, hvor jeg bare har ligget i sengen og slet ikke kunnet øve, og når jeg endelig har kunnet træne, har jeg været skuffet over ikke at kunne yde mere, end jeg har kunnet, siger Ena Spottag til TV 2.
Kan næsten danse en hel dans
Sygdommen til trods går Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen dog stensikkert på gulvet fredag aften, hvor de skal forsøge at forbedre de 12-taller, de har fået fra dommerne for deres to første danse, cha-cha-cha og wienervals.
Nu håber Ena Spottag bare, at hun får det bedre, inden hun skal danse foran hele tv-Danmark.
Læs også: Johannes Nymark tilbage i 'Vild med dans'
- Jeg er klarere i hovedet i dag, end jeg har været de sidste par dage, men kroppen vil ikke så meget. Jeg er stadig lidt træt i kroppen. Det positive er dog, at jeg nu næsten kan nå igennem en hel dans, inden jeg bliver træt, siger hun og tilføjer med positivt humør:
- Til gengæld ved jeg nu en helt masse om fugle. Jeg har ligget og set en masse fugleprogrammer, mens jeg har været syg.
Læs også: Se statistikken: Her er den strengeste dommer i 'Vild med dans'
Se Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen og de øvrige ti par i ’Vild med dans’ fredag aften klokken 20 på TV 2.
Se Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen i sidste uges wienervals i videoen øverst og se dem i deres første dans, cha-cha-cha, i videoen herunder.