Torben dansede og knækkede cancer: Den skulle have én over nakken

Se alt fra 'Knæk Cancer' gratis på TV 2 PLAY

I fredagens udgave af 'Vild med dans' fik tre almindelige danskere formentlig en af de største oplevelser i deres liv.

De dansede hver en dans på hele Danmarks dansegulv i anledning af 'Knæk Cancer'-ugen, hvor formålet var at indsamle så mange penge som muligt til Kræftens Bekæmpelse. 

Det var tre tydeligt stolte, overvældede og lettede dansere, TV 2 mødte efter showet.

- Det var vildere, end jeg havde regnet med. Jeg vidste ikke, det ville give så stort et sus, sagde Torben Skinbjerg, der fik flest sms-stemmer af seerne for sin dans med Claudia Rex og dermed løb med sejren. 

Meget overvældende
Fælles for de tre dansere er, at de alle har haft kræft helt tæt inde på livet.

Pernille Gulløv mistede i januar i år sin mand til bugspytkirtelkræft efter syv måneders sygdom, Trine Dyring er mor til en dreng på fem år, der har en kræftsvulst i hovedet, og Torben Skinbjerg har overlevet to forskellige typer kræft, hoved-halskræft og testikelkræft.

De har alle tre taget opgaven alvorligt og har været meget berørte over at være med.

Læs også: Trine skal danse i 'Vild med dans': Jeg får kuldegysninger, fordi det betyder så meget

- Det er ikke bare dans, der er så mange følelser involveret i det og tanken om den større sag. Man så vores historier blive vist, og lige pludselig bliver man ramt af en lille sætning eller et lille ord, der bare går lige i hjertet. Det er vildt, og det er faktisk også lidt hårdt og meget, meget overvældende at være i, sagde 37-årige Trine Dyring, som dansede jive med René Christensen.

Håber at have rørt danskerne
Responsen fra de tre dommere var overvældende, og alle var meget imponerede over, at de tre dansere kun havde haft halvanden uges tid til at øve deres danse. 

Torben, Trine og Pernille klarede sig igennem deres danse stort set fejlfrit og satte i den grad gang i danseaftenen. 

- Der kom en eller anden fandenivoldskhed op i mig, og jeg tænkte, at "nu skal den fandeme have en over nakken", sagde 43-årige Torben Skinbjerg, som høstede imponerede bifald for sin freestyle og breakdance-moves midt i sin cha-cha-cha med Claudia Rex.

Læs også: Anne-Grethe Bjarup Riis til 'Vild med dans': Jeg kan genkende meget af det, de fortæller

Der blev indsamlet mere end 28 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse i løbet af programmet, og alle tre dansere var meget stolte og glade for at have været en del af det. 

- Jeg er så glad for, at vi alle tre har bidraget med nogle historier, som måske har rørt nogen og gjort, at der blev samlet en masse penge ind, sagde 40-årige Pernille Gulløv, der dansede rumba med Silas Holst.

Nu er en intens rejse slut for de tre dansere, men de går hjem med følelsen af at have leveret et vigtigt budskab, som lever videre. 

- Det har givet styrke og mod til at fortsætte med troen på, at vi godt kan leve videre, og at vi godt kan have det supersjovt. Livet er en fest, selvom vi sidder i lort til halsen nogle gange. Det håber jeg, vi kan give videre, og jeg håber, der er andre derude, der kan bruge det til noget og på en eller anden måde suge til sig. Det ville jeg være virkelig glad for, sagde Trine Dyring.

Se interview med Torben Skinbjerg, Trine Dyring og Pernille Gulløv efter fredagens 'Vild med dans knækker cancer' i videoen øverst.

Knæk Cancer

  • I uge 43 sætter TV 2 for femte år i træk fokus på kræft, der er den hyppigste dødsårsag blandt danskere under 65 år
  • Knæk Cancer samler penge ind til kræftforskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft. 
  • I Knæk Cancer-ugen vil blandt andet ’Go’ aften Danmark’, ’Go’ morgen Danmark’, 'Vild med dans' og TV 2-regionernes nyhedsudsendelser sætte fokus på kræft. 
  • Du kan følge Knæk Cancer på tv, knækcancer.tv2.dk, Facebook, Instagram og via aktiviteter i hele landet
  • Knæk Cancer kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag 29. oktober