TV

Silas Holst til Sampson: Nej, dommerne skal netop ikke tage hensyn

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY

- En smule forståelse havde været på sin plads. Mine fødder peger ud, sådan er det bare. Hver gang jeg kæmper for at få dem vendt, får jeg ondt i knæene.

Sådan lød det blandt andet fra sangeren James Sampson, efter han og dansepartneren Mie Moltke i fredags blev stemt ud af 'Vild med dans'.

Den 44-årige sanger ærgrede sig over, at de fire dommere havde været hårde i deres karaktergivning og mente, at de burde have udvist forståelse for, at hans fodarbejde ikke sad lige i skabet, fordi han tidligere har haft brækket sine ankler flere gange og derfor har haft svært ved at få sine fødder til at makke ret.

Men den forståelse mener danseekspert og den dobbelte 'Vilde med dans'-vinder Silas Holst ikke, at dommerne burde have udvist.

- Jeg ved godt, at James har kæmpet med de brækkede ankler. Og jeg tror ikke, at alle os, der ikke har været til stede i træningslokalet med James og Mie, overhovedet kan forestille os, hvor meget de har kæmpet og arbejdet med det. Men det betyder ikke, at dommerne skal tage hensyn til det. Så skulle de også udvise forståelse for, at eksempelvis 'Faxe' og Søs begge er over 50 år, og det skal de jo heller ikke. Deres opgave er at dømme det, de ser på dansegulvet, siger Silas Holst til TV 2.

Fortjente sejr i maratondans

Kun 22 point fik James Sampson og Mie Moltke for deres slowfox – en tilbagegang på hele 14 point i forhold til den sæsonrekord, som de satte ugen inden med deres rumba. Silas Holst mener da heller ikke, at parret ramte dansen, som de skulle. 

Læs også: James Sampson: Mine fødder har svært ved at pege i den rigtige retning

- Det var okay, de havnede sidst hos dommerne i fredags. Der er ingen tvivl om, at James er exceptionel til latindansene, og at han også har været okay og er blevet bedre og bedre til standarddansene, men nu er der så få par tilbage, som alle er gode til standarddansene, så den skal altså sidde lige i skabet hver gang, og det gjorde det ikke for James og Mie i fredags, siger Silas Holst, men tilføjer samtidig, at han mener, at parret burde have vundet maratondansen.

- Stephania dansede rigtigt fint, men jeg synes, at James havde fortjent at tage den sejr, siger han.

Søs' stænger var vidunderlige

I omdansen stod James Sampson og Mie Moltke over for Søs Egelind og Mads Vad, der for første gang havnede blandt de to sidste. Lidt af en overraskelse for Silas Holst, som dog omvendt ikke ved, hvem der ellers skulle have stået der. Han mener, at de tilbageværende par alle ligger så tæt, at det havde være en overraskelse uanset hvem, der var røget i omdans. 

Han roser dog Søs Egelind og Mads Vads omdans, hvor han mener, at de skruede 20 procent op for en ellers i forvejen "vidunderlig" slowfox, som de fik 34 flotte point af dommerne for.

Læs også: Mads Vad efter omdans: Mit hjerte sad helt oppe i halsen

- Det var så vidunderligt og dejligt at se Søs og Mads danse slowfox, jeg kunne virkelig godt lide det. Jeg havde forventet mig meget af deres lange stænger, og de levede helt op til mine forventninger. De havde det helt rigtige flow hen over gulvet. Dansen var lækker, musikken var lækker. Det hele var lækkert, siger Silas Holst.

Liv og glade dage hos Stephania og Morten

Generelt var det en begejstret Silas Holst, der fulgte de fem tilbageværende par på gulvet i 'Vild med dans' fredag aften. Han oplevede til sin store glæde, at alle parrene prøvede nye ting af og bragte det "ekstra" ind i programmet, han tidligere har efterlyst. Alle parrene skruede op for showet, men uden at gå på kompromis med teknikken, mener han.

Især roser han Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaards jive.

Læs også: Stephania viser skjulte talenter: Har aldrig set noget lignende

- Stephania og Mortens udfordring gennem hele sæsonen har været, at de simpelthen har været sindssygt gode fra starten, og at det hele derfor har været lidt for "pænt". Det har også gjort, at jeg ikke har været så solgt hver fredag, men de seneste par uger er jeg virkelig blevet revet med af deres danse. I fredags var der liv og glade dage, hvilket jeg har savnet. Det lykkedes dem at finde en fed balance mellem skæg og spas og masser af teknik, siger Silas Holst.

Har et svagt punkt for Ena

Også Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen har haft lidt samme "problem" som Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard, mener Sials Holst – nemlig at de har været gode – næsten – hver fredag.

- Det var en virkelig fin vals, og ih, hvor er Ena altså bare dygtig. Jeg har virkelig et svagt punkt for hende. Jeg var glad for at se hende tilbage igen efter jiven i sidste uge. I standarddansene er de meget sikre, og man ved, hvad man får. Der er jeg aldrig nervøs for dem. Jeg er lidt mere spændt i latin, så jeg glæder mig til at se dem igen på fredag, siger Silas Holst.

Perfekt timing af 'Faxe'

Mens Silas Holst var forbeholden over for Ena Spottag og Thomas Evers Poulsens jive i sidste uge, så er han til gengæld vildt begejstret for den jive, som John 'Faxe' Jensen og Karina Frimodt præsenterede denne fredag. Efter at have været i omdans tre uger i træk tog parret fusen på alle og scorede højeste dommerkarakterer af alle – hele 35 point. Og de har nu meldt sig stærkt tilbage i konkurrencen igen, mener Silas Holst.

Læs også: 'Faxe' undgik omdans: Vinderinstinktet kom op i mig

- 'Faxe' har ikke altid overbevist mig i latindansene, men i jiven var der, som Nikolaj Hübbe sagde, kommet en exceptionel lethed over ham. Jeg sad og tænkte "hvor fanden kom alt det latin fra?", men det er da bare perfekt timing, at det kommer nu. Jeg har meget store forventninger til dem på fredag, siger han.

Laxholm rockede dansegulvet

Ud over de individuelle danse og maratondansen var Silas Holst vild med den åbning, der var i 'Vild med dans' fredag aften. Her indtog ikke kun alle parrene, men også de to værter, de tre solister fra The Antonelli Orchestra og ikke mindst de fire dommere dansegulvet – til stor begejstring for Silas Holst.

Læs også: Galleri: Se Laxholm og co. give den gas på dansegulvet

- Gid hver fredag kunne begynde sådan! Jeg sad og rockede med. Det er præcis det, 'Vild med dans' kan – det kan få en i godt humør lige med det samme, det var så sejt. Og så er det ret skønt at se hele holdet i samme båd, og især var det vidunderligt at se Anne Laxholm i solbriller, hun rockede for hårdt, siger Silas Holst.

Se kvartfinalen af 'Vild med dans', hvor fire par skal blive til tre, fredag aften klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Silas Holst

  • Fungerer i år som danseekspert på vmd.tv2.dk og kommenterer hver weekend fredagens 'Vild med dans'-udsendelse.
  • Har deltaget i 'Vild med dans' i alt seks gange og vundet de to – i 2011 med Sophie Fjellvang-Sølling og i 2014 med Sara Maria Franch-Mærkedahl.
  • Har herudover danset med Szhirley, Malena Belafonte, Laura Drasbæk og Louise Mieritz.
  • Har spillet hovedrollen i flere store musicalopsætninger som 'Crazy for You', 'Grease' og 'Dirty Dancing'. Har i foråret 2016 en af hovedrollerne i Tivolis opsætning af musicalen 'Hairspray'.