TV

Morten kan gå i finalen for første gang: Det vil være noget helt særligt

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY

Thomas Evers Poulsen har prøvet det. Det samme har Karina Frimodt. 

Men den sidste tilbageværende professionelle danser i årets udgave af 'Vild med dans', Morten Kjeldgaard, har endnu aldrig stået i en 'Vild med dans'-finale.

Det kan der dog meget vel blive lavet om på fredag aften, når han sammen med skuespillerinden Stephania Potalivo går på gulvet i årets semifinale.

Se et sammenklip af Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaards danse i videoen øverst og se dem i en argentinsk tango, som de fik 40 point af dommerne for, i videoen her.

Stephania er en drømmepartner

Alene tanken om at stå i sin første finale næste fredag, giver den 30-årige danser gåsehud.

- Det er helt vildt. Det er svært at forstå, at Stephania og jeg er kommet hertil, men det har også givet os meget mere blod på tanden. Vi er kommet så langt, og finalen er så tæt på, så nu vil vi det pludselig mere end nogensinde. Det vil være en drøm, der går i opfyldelse, hvis det lykkes at komme i finalen, siger Morten Kjeldgaard til TV 2.

Læs også: Stephanias mor: Hun elskede spotlightet allerede som treårig

Morten Kjeldgaard deltager i år i 'Vild med dans' for fjerde gang. Tidligere har han danset med Line Baun Danielsen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Ditte Ylva Olsen, men sammen med Stephania Potalivo er det altså for første gang lykkedes ham at danse sig blandt de tre sidste par.

- Stephania er en drømmepartner for mig. Vi passer rigtig godt sammen, fordi vi supplerer hinanden. For faktisk er vi meget forskellige. Stephania er meget et "føle-menneske", og det er jeg slet ikke. Hun har virkelig lært mig nogle ting de seneste måneder, og hun har især lagt vægt på, at vi har skullet huske at have det sjovt i hele forløbet, siger Morten Kjeldgaard.

Se Morten Kjeldgaard danse cha-cha-cha med Maria Lucia Heiberg Rosenberg i første program af 'Vild med dans' i 2013 i videoen her.

Det største er freestylen

Når han ikke står på dansegulvet i 'Vild med dans', er Morten Kjeldgaard en af de mest brugte dansere herhjemme. Han har således danset til blandt andet Dansk Melodi Grand Prix, Cirkusrevyen og i et hav af musical-succeser som 'Grease' og 'Dirty Dancing'. Alligevel er 'Vild med dans' noget helt særligt, siger han, og vurderer, at årets sæson rangerer som en af de største oplevelser i hans professionelle karriere.

- Det, der er helt specielt ved 'Vild med dans', er, at man jo selv står med det hele. Når man laver musicals, er det andres trin og andres ideer, man udfører. Her er det ens egne ideer, man realiserer, og det er megafedt – og en stor udfordring, siger Morten Kjeldgaard.

Læs også: Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard: Hov hov - det var ikke det, vi havde aftalt!

Den måske største udfordring for de professionelle dansere venter i finalen. Her får de to finalepar som altid fuldstændig frie hænder til at lave deres freestyle, og at være så tæt på at få lov til at koreografere sin første freestyle og vise den foran hele tv-Danmark, vil være kronen på værket for Morten Kjeldgaard.

- For alle os prof-dansere er det uden tvivl det største at få lov til at lave en freestyle. I alle andre danse er der altid nogle grundtrin, man skal have med. Men i freestylen har man helt frie tøjler og kan slippe fantasien løs. Derfor bliver jeg nok også ekstra skuffet, hvis vi ender med ikke at få lov til at danse den. Vi vil i den finale, siger Morten Kjeldgaard med et smil.

Læs også: Se de private billeder: Kan du genkende 'Vild med dans'-stjernerne som børn?

Se semifinalen i 'Vild med dans' fredag aften klokken 20 på TV 2.

Se Morten Kjeldgaard danse argentinsk tango med Ditte Ylva Olsen, som han opnåede en fjerdeplads med sidste år, i videoen her.

Morten Kjeldgaards dansehistorik

  • Debuterede i 'Vild med dans' i sæson seks og deltager i år for fjerde gang. Sad over i sæsonerne 7-9.
  • Har danset med Line Baun Danielsen (8. plads), Maria Lucia Heiberg Rosenberg (10. plads) og Ditte Ylva Olsen (4. plads).
  • Danser i år med Stephania Potalivo.