TV

Stephania efter andenplads: Jeg forstår ikke, det er slut

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY

På trods af at dommerne belønnede dem med tre gange 40 point i finalen endte Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard på en andenplads i 'Vild med dans'-finalen.

Seerne valgte at trodse dommerne og stemte i stedet Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen til sejr. 

Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard havde dog kun rosende ord tilovers for sejrsparret. 

- Jeg synes, Ena og Thomas fortjener at vinde. Jeg synes, det er helt fair, at seerne stemmer på hende, og jeg forstår det godt, sagde Stephania Potalivo efterfølgende til TV 2.

Se Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaards freestyle i 'Vild med dans'-finalen: 

Den største oplevelse i hele mit liv

Stephania Potalivo lagde ikke skjul på, at hun har nydt sin deltagelse i 'Vild med dans', og at hun var taknemmelig for at have nået finalen. 

- Det har været den største oplevelse i hele mit liv. Jeg har aldrig oplevet noget, der har været så stort for mig. Det er helt vildt fantastisk, at vi har fået lov til at stå her i dag, og der er den vildeste stemning, sagde Stephania Potalivo og tilføjede, at hun kommer til at savne programmet.

- Det er blevet ens liv og hverdag. Jeg forstår ikke, at det er slut. Men det er et minde, jeg kan tage med mig resten af livet, og så har jeg jo lært Morten at kende. Og vi bor jo i samme land og by, så på den måde kan vi blive ved med at se hinanden. 

Se parret danse jive i finalen: 

En fantastisk udvikling

Morten Kjeldgaard udtrykte stolthed over at have nået finalen, men afslørede, at han i starten var nervøs for, om Stephania kunne udvikle sig. 

- Til at starte med tænkte jeg 'åh, nej, nej, nej', folk bliver så skuffede. Men hun har bare givet den mega gas og vist hver eneste fredag, hvor sej hun er. Så det har været en fantastisk udvikling igennem alt det her, sagde han. 

Parret modtog overvældende ord fra dommerne, der var meget begejstrede for alle dansene. Nikolaj Hübbe sagde blandt andet, at det var den bedste freestyle, han havde set samt, at Stephania hører til på 'Broadway eller i Las Vegas'.

Se parret danse showdans i finalen: