TV

Skader, graviditet og skuffelse: Her er årets største 'Vild med dans'-historier

Se 'Vild med dans' på TV 2 PLAY

I mere end tre måneder er der blevet trænet intensivt, jublet over flotte dommerkarakter - og fældet tårer, når det hele sluttede så brat.

Jo, 12. sæson af 'Vild med dans' har som de tidligere sæsoner taget hele paletten af de store følelser i brug.

Mens de store dramaer måske nok udeblev i 'Vild med dans' i år, så har sæsonen alligevel haft sine særlige øjeblikke, som da eksempelvis værtinden Sarah Grünewald på direkte tv meddelte, at hun var gravid, da en ærgerlig James Sampson måtte forlade dansegulvet i program ni - og da Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard skrev sig ind i historien med de 40 point, de opnåede for deres argentinske tango i kvartfinalen.

Også den senere vinder Ena Spottags åbenhjertige interview om sin krop og Thomas Evers Poulsens afsløring af sin bedste dansepartner gennem tiden blev store hits her på tv2.dk og på de sociale medier.

På listen herunder har vi samlet de ti mest læste nyheder om 'Vild med dans' i år. I videoen øverst kan du se de to showdanse fra finalen.

Læs også: TV 2 afslører: 'Vild med dans' kommer igen i 2016

  1. Vidste intet om afsløring: Grünewald overraskede sin mand i pausen

    Tv-seerne fik sig noget af en overraskelse, da 'Vild med dans'-værtinden Sarah Grünewald i i årets tredje program annoncerede sin graviditet på direkte tv.

    En stor historie i sig selv, som da også er at finde på listen. Men størst af alle 'Vild med dans'-historier i år var det opfølgende interview med Sarah Grünewald, hvor hun fortalte, at offentliggørelsen ikke var koordineret med manden, Rasmus Backhaus.

    - Jeg ringede til ham i pausen, lige da jeg havde breaket det. Jeg spurgte, om han havde set fjernsyn og sagde så "det må du undskylde, men jeg var nødt til det". Men han havde lige været i køkkenet, så han nåede ikke at se det på fjernsyn. Men han var helt okay med det, fortalte Sarah Grünewald til TV 2.

    Læs artiklen her.

  2. Ena Spottag efter hadsk besked: Jeg er stolt af at være rund

    Da Ena Spottag vandt 'Vild med dans', opfordrede hun i sin sejrstale alle uanset størrelse til at kaste sig ud i dansen. 

    Netop Ena Spottags egen størrelse talte hun åbenhjertigt om, efter hun på Facebook havde modtaget en ubehagelig besked fra en kvinde, hun ikke kendte.

    - Jeg ser mig selv som værende repræsentant for, at man skal have lov til at være den, man er. Jeg føler pludselig, at jeg bærer min krop helt anderledes, og jeg er pissestolt af at være en rund kvinde, sagde hun blandt andet til TV 2.

    Ena Spottags åbenhed blev ikke alene massivt læst - den blev også mødt med respekt og virtuelle klapsalver i tusindvis.

    Læs artiklen her.

  3. Opsang fra Sampson: Lidt forståelse havde været på sin plads

    Sangeren James Sampson imponerede fra første øjeblik, han satte sine fødder på gulvet. Han viste sig hurtigt at være kongen af latindansene, mens det kneb lidt mere med standarddansene.

    Standarddansen slowfox endte da også med at koste James Sampson og hans partner Mie Moltke deres plads i konkurrencen.

    Skuffelsen lyste ud af James Sampson efter parrets exit, og særligt var han utilfreds med dommernes hårde karakterer.

    - (...) en smule forståelse havde været på sin plads. Mine fødder peger ud, sådan er det bare. Hver gang jeg kæmper for at få dem vendt, får jeg ondt i knæene, lød det fra James Sampson.

    Læs artiklen her.

  4. Silas Holst til Sampson: Nej, dommerne skal netop ikke tage hensyn

    Den dobbelte 'Vild med dans'-vinder Silas Holst har gennem hele sæsonen ageret kommentator her på tv2.dk, og brugerne har været vilde med at læse hans bedømmelser efter hvert program. Således placerer størstedelen af Silas Holsts kommentater sig i top 20 over 'Vild med dans'-historierne i år.

    Mest læst var Silas Holsts svar til James Sampson, efter sangeren var blevet stemt ud i uge ni.

    Modsat James Sampson mente Silas Holst nemlig ikke, at dommerne skulle tage hensyn til hans brækkede ankler.

    - Jeg ved godt, at James har kæmpet med de brækkede ankler. Og jeg tror ikke, at alle os, der ikke har været til stede i træningslokalet med James og Mie, overhovedet kan forestille os, hvor meget de har kæmpet og arbejdet med det. Men det betyder ikke, at dommerne skal tage hensyn til det. Så skulle de også udvise forståelse for, at eksempelvis 'Faxe' og Søs begge er over 50 år, og det skal de jo heller ikke. Deres opgave er at dømme det, de ser på dansegulvet, sagde Silas Holst til TV 2.

    Læs hele Silas Holsts bedømmelse her.

  5. Seerne trodsede dommerne: Ena og Thomas vinder 'Vild med dans'

    Hver eneste fredag har vi her på tv2.dk fulgt 'Vild med dans' backstage i form af liveblog og eksklusive interviews med deltagerne. Det gjorde vi naturligvis også på finaleaftenen. Og bloggen fra finalen, der senere kom til at fokusere på Ena Spottag og Thomas Evers Poulsens overraskende sejr, er den femte mest læste 'Vild med dans'-historie i år.

    Genoplev finaleaftenen i tekst og video her.

  6. Stephania Potalivo alvorligt skadet: Frygter exit fra 'Vild med dans'

    Hun endte på en flot andenplads i årets 'Vild med dans'.

    Men efter den første dans så det ellers sort ud for Stephania Potalivo og hendes videre deltagelse i programmet. Hun pådrog sig nemlig en alvorlig skade, som var tæt på at koste hende pladsen på dansegulvet.

    - Efter showet fredag aften tog jeg direkte hjem i seng, fordi jeg havde så ondt i kroppen. Lørdag kunne jeg næsten ikke komme ud af sengen på grund af smerter, og jeg kom på hospitalet, hvor jeg fik at vide, at jeg havde en masse fibersprængninger mellem ribbenene. Jeg har fået at vide af lægerne, at jeg skal holde mig fuldstændig i ro, ellers får jeg det ikke bedre, fortalte Stephania Potalivo til TV 2.

    På trods af at hun næsten ikke fik trænet sin anden dans, en salsa, og at hun dansede med et stort stykke tape på kroppen, formåede hun dog at få masser af ros fra dommerne - og i takt med at smerterne forsvandt, blev Stephania Potalivo bare bedre og bedre og scorede da også maksimumkarakteren 120 point for sine tre danse i finalen.

    Læs artiklen her.

  7. Evers afslører: Hun er den bedste, jeg har danset med i 'Vild med dans'

    Thomas Evers Poulsen har været en del af 'Vild med dans'-universet siden første sæson i 2005, og han er om nogen blevet personificeringen af 'Vild med dans'.

    Så da Thomas Evers Poulsen i efteråret udgav sin selvbiografi 'Vild med stiletter - og kunsten at kunne få kvinder til alt' omhandlede en stor del af bogen naturligvis 'Vild med dans'. 

    I bogen sætter han ord på sine første ni dansepartnere og afslører blandt andet, hvem der rent danseteknisk har været den bedste af dem.

    Læs Thomas Evers Poulsens anekdoter her.

  8. Skadet Mads Vad bliver afløst: Det er det største mareridt

    Ligesom Stephania Potalivo i begyndelsen af sæsonen pådrog også den professionelle danser Mads Vad, der i år dansede med Søs Egelind, sig en fibersprængning i løbet af programmet.

    Mads Vads fibersprængning i den nederste del af ryggen forhindrede ham i at træne med Søs Egelind i ugen, hvor de skulle danse wienervals.

    - Det er det største mareridt, man kan komme ud for midt i programmet, hvor det hele går fantastisk. Så sker det her, som man ikke selv er herre over. Det er vildt irriterende, sagde Mads Vad til TV 2.

    Den netop udstemte Frederik Nonnemann blev tilkaldt som erstatning, og med hans hjælp fik Søs Egelind da også lært trinene, så hun kunne danse med Mads Vad, som nåede at blive klar til showet fredag aften.

    Læs artiklen her.

  9. Se dansen, der scorede rene 10-taller

    I finalen opnåede de maksimumkarakteren 40 point for alle deres tre danse.

    Men allerede i kvartfinalen scorede Stephania Potalivo og Morten Kjeldgaard fuldt hus, da alle fire dommere belønnede parrets argentinske tango med et 10-tal. Jens Werner gik endda såvidt som til at kalde dansen for "den bedste argentinske tango nogensinde i 'Vild med dans'".

    Brugerne ville da også se dansen, der havde fået dommerne til at måbe, efter kvartfinalen, og derfor kommer den smukke dans ind på en niendeplads over årets mest læste historier.

    Læs artiklen her.

  10. Sarah Grünewald breaker nyhed på live-tv: Ja, jeg er gravid

    - Folk spørger, om der er en lille dansebaby herinde. Og ja, det er der.

    Sådan lød det fra Sarah Grünewald i årets tredje 'Vild med dans'-program.

    Gennem hele programmet havde seerne på de sociale medier spekuleret i om, om tv-værtindens mave ikke bulede en anelse, og også Sarah Grünewalds egen telefon var rødglødende i løbet af aftenen.

    Derfor valgte hun altså at afsløre sin graviditet på direkte tv - og leverede samtidig et gyldent tv-øjeblik.

    Læs artiklen her.