Cecilie Lassen: Derfor sendte jeg Oliver videre med guldknappen
Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play
I sæsonens første 'Danmark har talent'-program var én deltager så heldig at blive overdrysset med guldkonfetti og sendt direkte videre til de eftertragtede live-shows.
Talentdommer Cecilie Lassen valgte nemlig at bruge sin guldknap på den unge danser Oliver Flor Jull, som gjorde så stort indtryk på hende, at hun bare MÅTTE sikre hans overlevelse i programmet. Dermed var hun en hel del hurtigere på aftrækkeren i denne sæson, end hun var sidste år.
- Sidste år trykkede jeg først på knappen på den allersidste audition-dag, og i år var jeg så den første til at bruge guldknappen, siger Cecilie Lassen til TV 2 og forklarer, hvorfor lige netop 19-årige Oliver skulle have æren af hendes eneste tryk på guldknappen.
- Det var dans, og jeg kunne se, at det var godt. Oliver er super "likeable". God fyr, god udstråling. Masser af passion. Flid. Han havde alt, hvad jeg sætter pris på ved en performer, lyder forklaringen fra den tidligere, kongelige balletdanserinde.
Imponeret over Olivers dygtighed
Selv om han umiddelbart så ret anonym ud under sin audition-optræden, hvor han var iført simpelt træningstøj og strømpesokker, er Oliver Flor Jull da heller ikke en hr. hvem som helst.
- Oliver er en meget, meget dygtig danser, som er kommet ind på en af verdens fineste skoler, The Juilliard School i New York, hvilket er et vidnesbyrd på, hvilket talent han er. Det er en legendarisk skole, der uddanner de største Broadway- stjerner og folk, der danser i Beyoncés videoer og Michael Jacksons gamle crew, fortæller Cecilie Lassen, som i det hele taget er meget imponeret over den unge dansers målrettethed.
- Jeg synes, det er super fedt at se én, der har haft en plan, fra han var helt lille. Og det her er en del af planen. Jeg kunne mærke på ham, at han tog det her (sin audition i 'Danmark har talent', red.) som en erfaring. "I give it my all", og så ser vi, hvad der sker. Og lige meget hvad, så ville han gå herfra og være en erfaring rigere. Men han fik så bare ikke lov til at gå. Han skal lige blive lidt, og så skal han helst gå hele vejen, lyder det med en diskret latter fra Cecilie Lassen.
Hun håber hermed at kunne slå meddommeren Peter Frödin, der i første sæson af 'Danmark har talent' opnåede den ære, at hans guldknap-valg, beatboxeren Thorsen, løb af med sejren og præmien på de 250.000 kroner.
Cecilie Lassen har da heller ikke fortrudt sit hurtige tryk på guldknappen:
- Efter Olivers optræden var der selvfølgelig andre, der også kunne have fortjent en guldknap. Men jeg er fuldt ud tilfreds og har totalt is i maven omkring mit valg, konstaterer den 34-årige talentdommer og tidligere balletdanser.