TV

Gogge fra 'Talent': 70-årige damer er det rene kuvøseguf!

Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play

91-årige Gogge alias Georg Larsen vakte lørdag aften stor opmærksomhed i 'Danmark har talent', da han først satte dommer Cecilie Lassen på plads ved at beordre hende til at "høre efter", dernæst storflirtede med dommerpanelets andet kvindelige medlem, Nabiha, og til sidst fik guldknappen af Jarl Friis-Mikkelsen.

- Det her program handler om talent. Og hvis den livsglæde, du har, ikke er det største talent af dem alle, så ved jeg ikke..., lød det fra en dybt imponeret Jarl, der endda fik hele salen og sine meddommere til at rejse sig i respekt for den pensionerede, syngende brandmand.

Ud over at levere en flot fortolkning af opera-arien 'Torna a Surriento' eller på dansk 'Tilbage til Sorrento' imponerede Gogge med sin ukuelige energi og sit veludviklede snakketøj.

Se videoklip fra 'Danmark har talent' øverst

Kan tale uafbrudt i timevis

Gogge er et levende bevis på, at alder ikke behøver at være en hindring for initiativ og foretagsomhed.

Ikke alene har han til daglig en særdeles aktiv hverdag, hvor han bl.a. spiller bordtennis og billard og laver mad til både sig selv og andre. Han tager også ud og optræder med sang og fortæller om sine 40 år som brandmand i Københavns Brandvæsen.

- Jeg har været ude og holde foredrag rigtig mange steder, f.eks. i OK klubber, ældreforeninger, plejehjem, fagforeninger som HK og F3. Jeg kan tale uafbrudt i timevis, lyder det med et grin fra Georg Larsen, som da også har mange spændende ting at fortælle om sin brandmandskarriere.

- Det er et farligt job at være brandmand, og det giver mange oplevelser, både gode og mindre sjove. Jeg har oplevet alt fra at skulle kravle ind under et S-tog og trække en dame ud, til at redde en lille pige, der sad fast i en elevator, og til at være fire-fem centimeter fra at få en væltende skorsten ned over mig under en tagbrand, fortæller Gogge til TV 2.

Optrådte første gang som 13-årig for 5000 mennesker

Allerede i en helt ung alder viste Georg Larsen evner som sanger, og da han i 1937 var 13 år gammel, optrådte han sammen med nogle andre drenge i FDF (Frivillig Drenge Forbund) for 5000 mennesker i Forum. Men det var lige før, det ikke var blevet til noget.

– Jeg måtte ikke komme med, fordi jeg ikke havde nogle lange, sorte bukser at tage på. Men heldigvis fik jeg lov til at låne nogle af min klassekammerat Knud, vis far var tandlæge, siger Gogge, der havde en opvækst i meget fattige kår.

-  Vi var fem søskende, og vores far var tit arbejdsløs. Så vi havde meget små midler at gøre godt med. Det betød, at jeg kun havde et par korte bukser og et par plusfours (korte "pludrebukser", red.), to skjorter og intet undertøj, forklarer han.

Den fattige barndom var samtidig årsagen til, at Gogge endte med at blive brandmand i stedet for sanger.

- Efter min optræden i Forum, blev jeg spurgt, om jeg ville komme til optagelsesprøve til Radioens drengekor. Men min mor var meget ærekær, og hun sagde: Det kan du godt lade være med, for du har ikke noget ordentligt tøj at tage på, fortæller han. Artiklen fortsætter under billedet.

Var gift i 60 år - og var væk hver anden dag!

I dag bor Gogge alene i en ejerlejlighed på Sundbyvester Plads på Amager. Men indtil for 10 år siden boede han i hus sammen med sin hustru, lige indtil hun måtte på plejehjem. 60 års ægteskab nåede det at blive til, før hun døde i 2009.

- Vi havde et langt og lykkeligt ægteskab. De sidste 14 år var min kone invalid, men jeg passede hende selv derhjemme uden nogen form for hjælp udefra. Da hun fik en hjerneblødning, måtte hun på plejehjem, og jeg besøgte hende hver dag fra kl. 12.00-15.00, lyder det fra den trofaste ægtemand, der mener, at han har opskriften på et lykkeligt ægteskab:

- I de 40 år, hvor jeg arbejdede som brandmand, så jeg kun min kone hver anden dag. For jeg havde altid 24 timers vagter på brandstationen. Så hvis vi havde en kurre på tråden, når jeg tog afsted om morgenen, var den udvisket, når jeg kom hjem morgenen efter, forklarer Georg Larsen, som har to børn fra sit ægteskab, en datter på 57 og en søn på 52 år.

Svært at finde en jævnaldrende kæreste

Til daglig er Gogge i berøring med mange mennesker, bl.a. når han fem af ugens syv dage opholder sig i ældreforeningen Sløjfen på Amager. Men selv om Gogge udstråler mere charme og livsgnist end de fleste, er det ikke nemt for ham at finde en jævnaldrende kæreste.

- Der findes ingen damer i min alder. Enten er de døde eller på plejehjem, Dem på 70-75 år er jo rent kuvøseguf, så det går ikke, siger Gogge med et grin og fortsætter.

- Jeg har en lille veninde, der bliver 70 år nu. Jeg ser hende i Sløjfen hver dag, og hun har sagt, at hvis jeg havde været på hendes alder, ville hun have taget mig med hjem. Men vi nøjes med at være venner, og det passer mig nu meget godt, konstaterer han.

En pragtfuld overraskelse

For Gogge kom det som en glædelig, men meget uventet overraskelse, da dommer Jarl Friis-Mikkelsen valgte at give ham guldknappen og dermed sende ham direkte videre til de kommende live-programmer.

- Det var en pragtfuld overraskelse! For jeg var jo egentlig stemt hjem og på vej ud til de to bag scenen (værterne Felix Smith og Christopher Læssø, red.), da Jarl pludselig hentede mig ind igen, og der kom guldglimmer ned over mig, lyder det fra Georg Larsen, som glæder sig til at høre sine venner og bekendtes reaktion på, at han er gået videre i Danmark har talent'.

- Jeg har jo ikke sagt det til nogen, men bare nævnt, at der var et overraskelsesmoment til stede. Jeg tager det som endnu en oplevelse på vej til endestationen, slutter han med et livsbekræftende grin.

Gik du glip af andet afsnit af 'Danmark har talent', kan du se det lige nu på TV 2 Play

Fakta om "Gogge" alias Georg Larsen

  • er født d. 26. februar 1924.
  • har boet på Amager, København, siden 1934.
  • var ansat som brandmand ved Københavns Brandvæsen i 40 år - fra 1. marts 1948 til 1. april 1988.
  • var gift i 60 år og har to børn fra ægteskabet, en datter på 57 år og en søn på 52 år.
  • begyndte at holde foredrag om sit arbejde som brandmand efter sin kones død i 2009, på opfordring fra menighedens præst.

* deltog i 'X Factor' i 2012, hvor han nåede at medvirke i fem programmer og optrådte ved afslutningsshowet i Horsens Hallerne.

* er æresmedlem af Christianshavns Idræts Klub (CIK), som han har været tilknyttet siden sin soldatertid i 1947. Et andet prominent medlem er bokseren Mikkel Kessler, som Gogge har kendt, siden han var 14 år.

* optræder i en brandmandsuniform fra 1978, som stadig passer i målene. Dog er bukserne blevet lidt for korte, da han er "skrumpet" fra at være 1,75 cm til 1,73 cm i højden.

Sådan sendes 'Danmark har talent' på TV 2

AUDITION-PROGAMMER:

'Danmark har talent' indledes med fem audition-programmer, hvor dommerpanelet præsenteres for mere end 200 forskellige acts i Falkonér Centret i København. Programmerne sendes på lørdage fra 26. december 2015 til 30. januar 2016. (Med pause lørdag d. 16/1).

UDVÆLGELSEN:

I det femte auditionprogram slutter dommerpanelet af med at udvælge de ialt 28 acts, som går videre til live-programmerne. Fire acts er allerede sendt direkte videre via de fire dommeres individuelle tryk på "guldknappen ".

LIVE-PROGRAMMER:

I syv live-programmer indsnævres feltet af talenter løbende frem til den store finale.

De FIRE INDLEDENDE LIVE-SHOWS, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af syv, sendes 6. februar, 13. februar, 20. februar og 27. februar.

De TO SEMIFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af seks, vises 5. marts og 12. marts.

I FINALEN optræder seks acts, og den endelige vinder kåres. I programmet indgår desuden en "dommernes surprise". Finalen sendes 19. marts.

'Danmark har talent' på de sociale medier

Find backstage-billeder og andet unikt indhold på de sociale medier: