TV

Talentdommer taler ud: - Derfor blev jeg så rørt

Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play

Sandtegneren Bilal gjorde med sin fortælling om kærlighed og kræftdød et dybt indtryk på talentdommeren Nabiha, der ikke kunne holde tårerne tilbage under lørdagens 'Danmark har talent'-program.

- Det rammer mig, ligesom jeg er sikker på, at det rammer rigtig mange. For jeg har været meget rørt af det. Jeg mistede min far i januar til cancer, og jeg savner ham helt vildt, lød det i programmet fra Nabiha, der på samme måde som en stor del af publikum blev synligt påvirket af budskabet "Knæk Cancer" til slut i sandtegnerens fortælling.

Se videoklip fra 'Danmark har talent' øverst

Begge forældre havde kræft på samme tid

For Nabiha virkede Knæk Cancer-budskabet ekstra stærkt, da sygdommen har ramt hårdt i hendes nærmeste familie.

- I januar sidste år mistede jeg min far til kræft, og året før det havde både min mor og min far kræft på samme tid. Det var et ønske fra begge mine forældre på det tidspunkt, at det var noget, der skulle holdes hemmeligt. Vi er ret private i min familie, ligesom jeg også selv er det. Så jeg har ikke rigtig fortalt det til nogen, erkender Nabiha og tilføjer.

- Når folk, man holder af, og som man er meget tæt på, har kræft, skal man jo prøve at være stærk. Alle skal være stærke i familien. Selv om man bare har lyst til at være fuldstændig modsat - være svag og give efter. Og da jeg sad og så sandfortællingen, blev jeg bare bragt tilbage i alt det der, konstaterer Nabiha, som er ud af en søskendeflok på syv. Se hele Bilals gribende sand-fortælling i videoklippet nedenfor.

Kunne ikke holde det tilbage

For Nabiha selv var det en meget uventet situation, at hun sådan lod sig overvælde af følelser for åben skærm. Men når hun genkalder sig, hvad der egentlig skete, finder hun det ikke så underligt.

- Jeg kendte ikke konceptet sandtegning i forvejen, og jeg anede ikke, hvad der ville ske. Der kommer en ung og rigtig rar fyr ind, og han har valgt et smukt stykke musik, som allerede dér rører mig. Og han tegner så i sandet den her historie, der er meget sørgelig og smuk også, og som ender i en død, forårsaget af cancer, siger Nabiha til TV 2 og fortsætter.

- Jeg tror, at med al den her anspændthed, man sidder med, når man en hel dag laver 'Danmark har talent', og man så ser noget, der er så smukt, og lige pludselig til sidst så falder tiøren. Og man ser, hvad det egentlig er, han har tegnet. Så kunne jeg ikke holde det tilbage. Og det skal man heller ikke. Det kom bare ud, lyder det fra sangerinden. Artiklen fortsætter under billedet.

Ingen vidste besked - ud over meddommeren Cecilie

Eftersom Nabiha har været meget privat omkring sygdommen i sin familie og ikke har fortalt nogen om sin fars død, var der heller ingen fra produktionsholdet på 'Danmark har talent', der var opmærksomme på, at sandtegnerens fortælling ville påvirke den unge talentdommer så dybt.

- Man kan sige, at hverken TV 2 eller Blu (produktionsselskabet, red.) kunne have advaret mig om, at det ville komme. For jeg har jo ikke fortalt til nogen, hvad der var sket, forklarer Nabiha, som dog havde betroet sig til en enkelt nemlig meddommeren Cecilie Lassen.

- Cecilie, som godt kendte til min historie, var rigtig hurtig til at lægge en hånd på mit ben, da hun fornemmede, hvordan jeg havde det. Sådan for at sige: "Du ved, at jeg er her, skat", og det var en stor støtte. 

En voldsom oplevelse - på den fineste måde

Selv om det personligt var grænseoverskridende for Nabiha at blive overmandet af følelser på den måde, er det vigtigt for hende at pointere, at der ikke er noget at klandre den 20-årige sandtegner Bilal for.

- Han gjorde det af et totalt rent hjerte. Man kunne mærke, at det ikke handlede om, at der skulle spilles på nogle følelser eller noget. Han fortalte, at han havde nogle venner i sin omgangskreds, der havde kræft tæt inde på livet, og hans optræden var først og fremmest til ære for dem. Dét kunne man bare mærke, lyder det fra Nabiha, som følte, at Bilals optræden bandt samtlige 600 mennesker i Falkoner Salen sammen.

- En sygdom som kræft rammer så mange af os. Der er ikke nogen, der ikke har været berørt af den på den ene eller den anden måde. Så alle forstår det. Alle kan sætte sig ind i det. Og selv om det var en voldsom oplevelse at give slip på sine følelser foran en masse mennesker, man ikke kendte, følte jeg mig samtidig også meget tryg. Der var en ro og en respekt på den fineste måde. Og jeg tror, at alle var grebet af den samme stemning, slutter Nabiha.

Gik du glip af det fjerde audition-program i 'Danmark har talent', kan du se det lige nu på TV 2 Play

Femte og sidste audition i 'Danmark har talent' sendes lørdag d. 30. januar kl. 20.00 på TV 2 - og herefter begynder de direkte live-shows

Sådan sendes 'Danmark har talent' på TV 2

AUDITION-PROGAMMER:

'Danmark har talent' indledes med fem audition-programmer, hvor dommerpanelet præsenteres for mere end 200 forskellige acts i Falkonér Centret i København. Programmerne sendes på lørdage fra 26. december 2015 til 30. januar 2016. (Med pause lørdag d. 16/1).

UDVÆLGELSEN:

I det femte auditionprogram slutter dommerpanelet af med at udvælge de ialt 28 acts, som går videre til live-programmerne. Fire acts er allerede sendt direkte videre via de fire dommeres individuelle tryk på "guldknappen ".

LIVE-PROGRAMMER:

I syv live-programmer indsnævres feltet af talenter løbende frem til den store finale.

De FIRE INDLEDENDE LIVE-SHOWS, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af syv, sendes 6. februar, 13. februar, 20. februar og 27. februar.

De TO SEMIFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af seks, vises 5. marts og 12. marts.

I FINALEN optræder seks acts, og den endelige vinder kåres. I programmet indgår desuden en "dommernes surprise". Finalen sendes 19. marts.

'Danmark har talent' på de sociale medier

Find backstage-billeder og andet unikt indhold på de sociale medier:

Fakta om Nabiha

Nabiha Bensouda har nordvestafrikanske rødder - Gambia, Marokko og Mali -  og er født og opvokset på Vesterbro i København.

Nabiha blev i sin tid opdaget af guitaristen Søren Reiff og blev i 2006 spillet på P3 med singlen "Love Is" under pseudonymet Tiger Lily.

Hun slog igennem i september 2009 med singlen "Deep Sleep", der tre uger senere blev valgt som "Song of the Day" af det engelske musiksite Popjustice.

Siden har Nabiha storhittet med "Mind the Gap" i 2013, og i januar 2014 udgav hun sangen "Bang that drum", som er den officielle sang for det danske herrelandshold i håndbold.

Aktuel med singlen "WEAPON", som udkom d. 8. januar 2016 og er første udspil fra Nabihas kommende album.