TV

Oversigt: Disse 28 talenter slap gennem nåleøjet

Se 'Danmark har talent' på TV 2 Play

Det var ikke så ligetil.

86 talentdeltagere, som fik et "ja" af dommerne ved de indledende auditions i efteråret, skulle lørdag aften igennem "Udvælgelsen" og have svar på, om de er blandt de heldige få, der går videre i konkurrencen.

Efter lidt tovtrækkerier lykkedes det de fire talentdommere at blive enige om, hvilke 24 deltagere, der - ud over de fire individuelle "Guldknapper" - skal sendes videre til live-programmerne i 'Danmark har talent'. Se oversigten nedenfor, hvor du også kan få lidt bonus-info om de enkelte talentdeltagere.

I videoklippet øverst ses et uddrag af "Udvælgelsen"

Her er de 28 live-deltagere:

Mads og Mathilde - to børnedansere, der mestrer latinamerikansk dans. Mads har danset, siden han var tre år, og Mathilde siden hun var to et halvt år gammel. De bliver undervist på Britt Bendixens danseskole. Mads er fra Ringsted og Mathilde fra Lyngby. (NB: Mathilde har erstattet Mads' tidligere dansepartner, Alva, som optrådte til audition, men måtte trække sig). Se den indledende audition-optræden her.

Rainy Day - de to brødre Daniel på 14 år og Stephan på 13 år fra Nykøbing Sjælland optræder med bandet Rainy Day ved private arrangementer. Daniel spiller guitar og er forsanger, Stephan spiller trommer og synger kor. Ved deres audition optrådte de med et Beatles-medley. "Vi startede vores band for tre år siden, da vi kedede os i sommerferien. Det regnede hele tiden, og vi hørte en Jimi Hendrix sang, som hedder "Rainy Day". Derfra fik vi navnet”, lyder forklaringen fra brødrene på bandnavnet.

Marcos Bessa - er en 26-årig sanger, der bor i Vejle, men er født og opvokset i Portugal. Ved sin audition charmerede han hele salen med sin flotte fortolkning af Adeles "Someone Like You". Han har sunget, siden han var seks år. Når han ikke synger, arbejder han som Senior Designer for LEGO, i Billund. Han blev headhuntet af LEGO til Danmark, da han var 21 år.

Jimmy Enoch - er en vovet cykelartist fra den lille sønderjyske by Mølby. Er født og opvokset i en af Danmarks ældste cirkusfamilier, Cirkus Dannebrog. Er syvende generation inden for showbranchen og tredje generation inden for cykelakrobatik. Han er artisten bag Cykelmyggen Egon, som blandt andet har været opført på Østre Gasværk og Aalborg Teater. Er Danmarks yngste cirkusdirektør for Enoch`s Cirkus Show. Du kan se ham optræde ved sin audition her.

Mads & André - er en duo, der optræder med trylleri og comedy. Mads Rasmussen er 25 år og André Jensen er 28 år. De kommer begge fra Nordvestsjælland, fra henholdsvis Holbæk og Nørre Asmindrup. Duoen optrådte ved deres audition med en sjov fortælling, der indeholdt både bowlingkugle, ketchupflasker og tomater.

Kompagni StoR - er en dansegruppe, der kommer fra danseskolen Copenhagen Dance Space i indre København. Pigerne er i alderen 13-15 år. Ved deres audition overraskede pigerne både med deres flotte Nabiha-fletninger og ved lige pludselig at være så mange dansere på scenen.

Shaker Brothers - tvillingepar fra Næstved, som elsker at tromme og stomp'e. Ved deres audition lavede de en fint med publikum ved at lade den ene være gemt i en affaldscontainer, som han pludselig sprang op af. Navnet Shaker Brothers er simpelthen dannet ud fra brødrenes efternavn, Shaker. Mohammed og Yaser er 26 år. Se deres audition-optræden her.

De originale kopier - tre fyre, der spiller original cover-musik på ukulele og synger til. De mødte hinanden på Musikvidenskabsstudiet på Aarhus Universitet i 2009. Jesper på 27 år er vestjyde, Mikkel på 26 og Andreas på 30 er østjyder. Se deres audition-optræden her.

Sonne Sisters - søskendeparret Sofia og Ida Sonne synger Disney-sange og imponerede dommerpanelet ved at være iført havfruekostumer ved deres audition. Pigerne er henholdsvis 12 og 10 år gamle og kommer fra Middelfart.

MOTUS - gymnastikhold bestående af fire fyre fra Odense, Emil, Frederik, Morten og Mathias, der alle har været på DGI`s verdenshold. Til audition optrådte de med spring på et såkaldt "teeterboard", der minder om en forstørret vippe. Hele salen måtte holde vejret, da drengene røg flere meter op i luften og var få centimeter fra at ramme loft og lamper. Ved siden af gymnastikken læser tre af dem til kiropraktor på SDU, derfor hedder de MOTUS, som betyder "bevægelse" på latin. Drengene er fra 23-25 år gamle.

Tea & Malene - disco-piger med stort tempo og energi. Tea Keis og Malene Andersen kommer fra Nykøbing Falster, og de medvirkede også i første sæson af 'Danmark har talent', hvor de dog kun nåede til "Udvælgelsen". Se deres hæsblæsende audition-optræden her.

Sjov Business - lyserøde pilatespiger med store gymbolde. Comedy-duoen består af Ida Guldborg Høyer og Vicki Thykær fra Bramming. I auditionprogrammet så man kun et uddrag af deres act. Men du kan se hele deres to minutter lange optræden her.

Sunday - freestyle-danseren Sunday Gedik kommer fra Brøndby og er 22 år. Han har danset, siden han var helt lille. Det var hans mor, der i sin tid hev ham ned på en danseskole. Sunday danser mest freestyle, men kan også andre genrer. Ved Sundays audition sagde dommer Cecilie Lassen, at hun mente, han var "en af de stærkeste dansere" i feltet i år. Se Sundays optræden her.

DholUnited - etnisk trommeduo, der har spillet sammen i 12 år. Det særlige ved duoen er, at de har  specialiseret sig i at spille på en såkaldt "dhol". Manmeet Singh og Jasbir Singh Lal kaldes til dagligt for Meeti og Jazz og er henholdsvis 27 og 25 år gamle. De bor i Rødovre og Stenløse. Se dem tromme sig til dommernes gunst ved deres audition her.

Tinus - mandlig burlesque-danser og female impersonator. Ved sin audition virkede Tinus så overbevisende som kvindelig femme fatale, at Jarlen var sikker på, det var et sæt ægte bryster, han viste frem. Tinus er 27 år og bor i Valby ved København.

Matias Rasmussen - er en ren magiker med en professorterning. På under 40 sekunder lykkedes det ham ved den indledende audition at løse to terninger, som dommerne ellers havde rodet godt sammen. Matias er 23 år og bor i Københavns nordvestkvarter.

Yin & Yang - to dansere fra Planum danseskolen i Aarhus. Deres trænere er Nini Brothers som gik hele vejen til finalen sidste år. Malika og Sofie Amalie er henholdsvis 13 og 12 år, og de danser mange forskellige genrer, men primært Hip Hop. Ved deres audition slog de benene væk under alle dommerne med deres humorfyldte dansestil, men Cecilie Lassen syntes dog, de skulle finde deres egen stil i stedet for at kopiere Nini Brothers.

Trial Action Team - drengegruppe, der mestrer ekstrem cykling, hvor tyngdeloven sættes på prøve med vilde spring. Trial Action Team tilhører verdenseliten inden for cykel-trial, som er en ekstremsport, der kræver både præcision og stort mod. De syv drenge er i alderen fra 13-20 år og kommer fra Tjele i Midtjylland. Ved deres audition satte de dommernes nerver på prøve med en neglebidende dristig optræden.

Gasbox - er et Kim Larsen-kopiband med 38-årige René Hejdmann som forsanger. De væltede salen under deres audition. Hverken dommere eller publikum kunne høre forskel på René og legenden Kim Larsen. De lavede en medley af fire af Kim Larsens største hits. Kommer fra Helsingør på Nordsjælland.

EIF Gym Stars - gymnastikgruppe med ni piger i alderen fra 9-15 år. Deres talent er såkaldt "Grand Prix Gymnastik", der handler om ynde, smidighed, spring og balancer, og ikke mindst udstråling. Pigerne er udvalgt fra forskellige hold i Espergærde IF, der har nogle af de bedste gymnaster i Danmark inden for denne sportsgren. Trænerne er Tine Nyholm, Ida Jelager og Cathrine Tovborg-Jensen. Se pigernes audition-optræden her.

Cobra - er kunstnernavnet for rapperen Martin Okezie, som oprindeligt er fra Nigeria, men flyttede til Danmark "for en kvinde" og for at studere. Martin bruger rappen til at undertrykke sin stammen og til at udtrykke sig. Ved sin audition imponerede han alle med sin speedsnakker-rap.

Nanna Hansen - er en 17-årig harpenist fra Tønder. Nanna er meget ambitiøs med sit harpespil og fik gennemtrumfet det i undervisningen på sin skole. Ved sin audition havde Nanna lidt problemer med, at hendes harpe var blevet afkølet og derfor ikke "stemte" helt. Men heldigvis kunne dommerne gennemskue, at de lidt urene toner skyldtes, at harpen er et yderst følsomt instrument, og at der ikke var noget galt med Nannas musikalitet. Se Nannas audition-optræden her.

Dynamic Duo - Svend og Mads fra Aarhus er et par super energiske multitalenter, der både kan danse og lave gymnastik og mestrer cyrweel, hulahop og sjippetov. De har mødt hinanden via Flying Superkids. Svend er 27 år og Mads er 22 år. Se deres audition-optræden her.

Louise Wawrzynska - er en akrobatisk poledancer, der gerne vil vise, at poledance ikke kun hører til på natklubberne, men også kan være både smuk og yndefuld. Louise er 24 år gammel og bor i Hørning. Se hendes audition-optræden her.

De fire "Guldknapper":

Oliver Flor Jull - 19-årige balletdanser fra Odense, der nu går på The Juilliard School i New York. Han var den første "Guldknap" i denne sæson og blev valgt af dommer Cecilie Lassen, som selv er tidligere balletdanser. Læs mere om Cecilies begrundelse for valget her.

Gokke - 91-årig sanger og pensioneret brandmand fra Amager. Optrådte ved sin audition med en Pavarotti-arie og gjorde så stort et indtryk på Jarl Friis-Mikkelsen, at han valgte at bruge sin guldknap på den livsglade og snakkelystne Georg Larsen alias Gokke. Læs mere om Jarlens begrundelse for valget her.

William Patrick Guldfred - 11-årig pianist fra Greve, som imponerede hele salen med sin virtuositet og modne fortolkning af et klassisk klaverstykke. Især dommer Peter Frödin var dybt bevæget over Williams klaverspil og sendte ham videre til live-programmerne med et tryk på guldknappen. Du kan læse mere om Frödins begrundelse for sit valg her.

Christina Nouel - 23-årig sanger og guitarist fra København. Christina bruger alt sin tid på musik og skriver også sine egne sange. I 'Danmark har talent' synger hun cover-numre, men med en meget personlig stil. Ved sin audition gjorde hun stort indtryk på talentdommer Nabiha, som selv er sangerinde, og som så en "ung Tracy Chapman" i Christina Nouel. Dét indbragte hende en guldknap.

Sæsonens første live-program i 'Danmark har talent' sendes lørdag d. 6. februar kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play

Sådan sendes 'Danmark har talent' på TV 2

AUDITION-PROGAMMER:

'Danmark har talent' indledes med fem audition-programmer, hvor dommerpanelet præsenteres for mere end 200 forskellige acts i Falkonér Centret i København. Programmerne sendes på lørdage fra 26. december 2015 til 30. januar 2016. (Med pause lørdag d. 16/1).

UDVÆLGELSEN:

I det femte auditionprogram slutter dommerpanelet af med at udvælge de ialt 28 acts, som går videre til live-programmerne. Fire acts er allerede sendt direkte videre via de fire dommeres individuelle tryk på "guldknappen ".

LIVE-PROGRAMMER:

I syv live-programmer indsnævres feltet af talenter løbende frem til den store finale.

De FIRE INDLEDENDE LIVE-SHOWS, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af syv, sendes 6. februar, 13. februar, 20. februar og 27. februar.

De TO SEMIFINALER, hvor der i hvert program udvælges tre talenter ud af seks, vises 5. marts og 12. marts.

I FINALEN optræder seks acts, og den endelige vinder kåres. I programmet indgår desuden en "dommernes surprise". Finalen sendes 19. marts.

'Danmark har talent' på de sociale medier

Find backstage-billeder og andet unikt indhold på de sociale medier: