TV

Rejsebrev fra Emil: Vi har ikke luft til at blive hernede så længe

Se 'Kurs mod fjerne kyster' på TV 2 PLAY.

Skrevet efter sæson 3 i byen Rabaul i Papua Ny Guinea.

Morgensolen skyder sine første stråler afsted og rammer mig i ansigtet. Jeg slår øjnene op og kigger hen på en af de tre aktive vulkaner, som byen ligger lige for foden af. I en udhulet træstamme hundrede meter væk sidder en mand og fisker i det tidlige morgenlys. Vi nåede kun lige akkurat ind i bugten i går, inden det blev mørkt, så det er først nu, at jeg for alvor kan danne mig et billede af det sted, vi er kommet til. Lige siden vi sejlede hjemmefra, har Papua Ny Guinea stået højt på listen over lande, jeg gerne ville besøge. Få lande er for mig så afsondrede og fjerntliggende og bare tanken om, at der dybt inde i junglen lever mennesker uden kontakt til vores verden, får det til at gibbe i kroppen på mig.

Vi glæder os til at komme i land, men over dagens første kop kaffe bliver vi også enige om, at der ikke findes nogen bedre måde at starte dagen på end med et dyk.

På søkortet over bugten, vi ligger i, kan vi se flere hundrede vrag markeret. Og allerede på vej ind begyndte det at snurre i kroppen efter at komme under tryk og se nærmere på noget af alt det skønne rustne jern, der åbenbart ligger dernede på bundet.

Læs også: Havana smider sig voldsomt ned til siden

Vraget er helt friskt

Rabaul blev under Anden Verdenskrig besat af japanerne, og under hele Stillehavskrigen havde de en af deres største baser lige netop her. Men hen mod slutningen af krigen blev byen overtaget af de allierede, og i kampen om byen endte mange fly og skibe deres dage på bunden. Dem skal vi helt sikkert ned og kigge på, men i første omgang er det faktisk et andet vrag, der har stjålet vores opmærksomhed. Af en af de gamle havnegutter har vi fået GPS-koordinaterne på et stort japansk fiskeskib, der sank her for to år siden. Der er vist ingen, der helt præcist ved, hvorfor det sank, men Rod, som gav os dets position, fortalte, at han er den eneste, der har været nede og dykke på det efter, det sank. Tanken om at dykke på et stort skib, hvor kun én anden har dykket før os, overgår lige nu forestillingerne om gammelt jern fra 1944.

Vandet er ikke superklart, og vi kan ikke se skibet fra overfladen, men det skulle være lige her under os, så vi lader os glide lodret ned mod bunden. Det føles som en evighed, og vi kommer dybere og dybere, men pludselig dukker en stor mørk silhuet op under os. Langsomt bliver silhuetten til et skib, som ligger på siden. Vi er ramt ned lige ved styrehuset og kan lige ane slutningen af skibet i hver retning. Det er stort! I hvert fald 40-50 meter langt, vil jeg tro.

Jeg stikker hovedet ind ad døren til broen, og derinde sidder alle de gamle instrumenter og computerskærme stadigvæk. Jeg har dykket på vrag flere gange før, men aldrig et vrag der er så nyligt sunket og så uberørt. Alt er intakt, og det er let at forstille sig, hvordan der for kun to år siden må have været vild panik her på broen, da skibet sank.

Theis finder fire flasker brændevin

Vi fortsætter videre ud mod agterdækket, hvor de kæmpestore fiskenet hænger i deres gamle bøjler. Jeg smiler, da det bliver tydeligt for os, at fiskene vandt den sidste kamp mod det her skib. Mange hundredetusind tons fisk må være blevet hevet ombord på den her japanske trawler, men nu er fiskerne blevet tvunget fra borde, og hundredevis af små farverige fisk er flyttet ind i styrehuset og de gamle net.

Vraget ligger dybt, og vi har ikke luft til at blive hernede så længe. Men som det sidste, inden vi igen må mod overfladen, finder Theis et lagerrum, og ét minut senere kommer han glad ud med noget, der ligner fire flasker brændevin. Der udbryder vild jubel under vand, og med et par flasker hver i hånd begynder vi vores opstigning.

Da det bliver aften, har vi glædet os en hel dag til at smage på vores nyfundne skatte. Begejstringen over at have fundet uåbnede flasker med alkohol under vand er stor, men bliver dog hurtigt dulmet, da den klare væske rammer vores læber. Formentlig har det slet ikke smagt godt i første omgang, men efter et par år under vand er det i hvert fald helt udrikkeligt. I stedet bliver det til en kold øl, imens de lokale i land igen begynder at synge stammesange.

Emil, Papua Ny Guinea

Sæson 3: Kurs mod fjerne kyster

Mikkel Beha Erichsens sønner, Theis og Emil, er taget ud på en tre år lang jordomsejling i familiens sejlskib Havana. De begynder nu på rejsens anden halvdel i Fransk Polynesien, hvor Mikkel Beha Erichsen påmønstrer skibet.

Havana er efterhånden blevet slidt, så familien sætter kurs mod Tahiti, hvor båden skal på land og gøres klar til sidste halvdel af rejsen. Derefter fortsætter turen i Stillehavet til historiske steder. Familien går i land på øen Pitcairn, hvor mytteristerne fra Bounty søgte skjul. Undervands bliver de på et dyk klogere på 2. Verdenskrig. Og ovenvande kommer de tættere på Stillehavs-befolkningen.

Det hele finder sted på TV 2 tirsdag klokken 20 eller på TV 2 PLAY.