TV

’CHARLIES HJERTEGALLA’ – EN FESTLIG AFTEN I DEN GODE SAGS TJENESTE

Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo er værter ved 'Charlies Hjertegalla 2016'.  Steen Evald / TV 2

Søndag aften står TV 2 CHARLIE i hjertets tegn, og kanalens indsamling til Hjerteforeningen bakkes op af bl.a. kendte danskere i callcenteret og af sangere og musikere.

Søndag aften står i både alvorens og festens tegn, når TV 2 CHARLIE og Hjerteforeningen går sammen om det storslåede indsamlingsshow ’Charlies Hjertegalla’, der i år sendes direkte fra Vilhelm Lauritzen terminalen i København.

Værterne Cecilie Frøkjær og Jens Gaardbo guider seerne igennem aftenens mange både seriøse og komiske indslag, mens en kæk Uffe Holm på ægte bilsælger manér står for at udlodde aftenens hovedpræmier, fem Kia-biler.

En række kendte musikere støtter i løbet af aftenen op om den gode sag, og seerne kan blandt andet glæde sig til et genhør med Back to Back og deres populære hit ’Jonathan’, Julie Bertelsen og Michael Carøe i en smuk duet, Marie Carmen Koppel med ’I Will Always Love You’ og Brødrene Olsen, der synger ’Heartbreaker’.

Noller taler ud om sin hjerteoperation

Det er også i ’Charlies Hjertegalla’, at Noller fra Brødrene Olsen for første gang taler ud og fortæller om sin hjerteoperation og om, hvordan hans mekaniske hjerteklap påvirker hans liv i dag.

Mød også 28-årige Casper Palmvig, der er en af de seks hjertetransplanterede mennesker i verden, der har gennemført en Ironman, og så fortæller Christina Cornell om sin treårige søn Charlie, der er født med et halvt hjerte.

Traditionen tro kårer vi ’Årets Hjerteredder’, der modtager en check på 10.000 kroner for sin livreddende indsats. Komiker Henrik Lykkegaard leverer aftenens humoristiske indslag og går rundt med indsamlingsbøssen i hånden som den ukuelige indsamler, mens Peter Mygind holder styr på indsamlingsbeløbet og samtidig sørger for, at vi allesammen - både publikummer og seerne hjemme i sofaen - får rørt os.

Derudover sidder et prominent hold bestående af blandt andre Anna David, Ulf Pilgaard, Mette Horn, Lisbet Dahl, Sophie Løhde og mange flere klar i callcenteret for at tage imod seernes donationer. 

De indsamlede penge går til Hjerteforeningens livsvigtige arbejde inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte. I 2015 indbragte ’Charlies Hjertegalla’ 26,4 millioner kroner til formålet.

’Charlies Hjertegalla’ sendes direkte søndag 20. marts kl. 20.50 på TV 2 CHARLIE og på TV 2 PLAY.