Rådgiver deler råd, som alle lottospillere bør kende
De har rådgivet hundredvis af nyslåede millionærer. Her afslører de deres råd til både lottomillionærer og lottospillere. Særligt ét råd er vigtigt.
6 millioner, 15 millioner eller flere hundrede millioner kroner.
Det er sådanne voldsomme beløb, heldige danskere engang imellem vinder i lotto. Når beløbene er så store, kan det faktisk være svært for vinderne at forstå, hvor langt pengene egentlig rækker.
Det fortæller millionærrådgiver hos Danske Spil Arne Lenstrup, der for at illustrere, hvor mange penge der er tale om, sætter et regnestykke op for vinderne.
- Hvis du har vundet 10 millioner kroner, så kan du have 200.000 kroner til dig selv hvert år efter skat i 50 år. Det er en rigtig god måde at illustrere, hvad så mange penge betyder, siger Arne Lenstrup.
Har rådgivet flere hundrede lottomillionærer
Sammen med kollegaen Harry Aamann har han gennem de seneste 16 år rådgivet flere hundrede lottomillionærer om, hvordan de bedst håndterer de nyvundne millioner.
De to rådgivere ved derfor også bedre end nogen andre, hvordan lottovinderne typisk reagerer.
- De tror ikke, det er rigtigt, at de har vundet. Det er den første reaktion. De får mand, kone og børn til at tjekke tallene, og stadig er folk i tvivl, om de virkelig har vundet så mange penge, fortæller Arne Lenstrup, der har rådgivet lottovindere på Sjælland og Fyn gennem 16 år.
Den vidunderlige Mercedes
Når nyheden stille og roligt begynder at gå op for folk, er det typisk en større bil, der bliver revet ned fra hylderne.
- Der er nogen, som realiserer drømmen om at købe den vidunderlige Mercedes, som de godt kan lide. De allerfleste, jeg har været ude at besøge, har gået og filosoferet over, om de skal købe sådan en flot bil. De fleste ender dog med at købe en fornuftig bil, som er væsentligt større end den, de havde i forvejen, siger Arne Lenstrup og uddyber:
- Så køber de en Mondeo med pænt og godt ekstraudstyr.
- Udover bilen er der mange, der fråser med en udlandsrejse. Så tager de for eksempel til Australien eller en anden speciel rejse, som de ellers ikke ville have haft råd til, siger Arne Lenstrup og understreger, at langt de fleste - bortset fra biler og rejser - er fornuftige, når de spenderer pengene.
Dette råd får de fleste millionærer
Langt de fleste følger dog også det råd, der går igen, hver gang de to rådgivere besøger en ny vinder; rådet om at fjerne den gæld, de har.
- Jeg starter næsten altid min rådgivning med at spørge vinderne, om de har gæld. Der, hvor man kan tjene mest, er ved at fjerne gæld. Fjerner du din gæld, betyder det ofte, at du hver måned i mange år slipper for at betale flere tusinde kroner i gældsrenter, og så føler du virkelig, at du har vundet, siger han.
Kollegaen Harry Aamann, der rådgiver vinderne i Jylland, bakker op:
- Har man mulighed for at indfri gæld, så er det klart en god idé. Indfri den dyreste gæld først. Det er en absolut risikofri investering. Det er også et godt råd til folk, der ikke har vundet; det er en god idé at betale af på den dyreste gæld først, siger Harry Aamann.
Nye køkkener og lækre boliger
Rådgivningen varer ofte halvanden time og foregår typisk på vinderens egen bopæl, så vinderen føler sig hjemme og godt tilpas under rådgivningen, fortæller Arne Lenstrup.
- Når jeg kommer ud i folks hjem, giver det mig desuden en fornemmelse af, hvad den økonomiske situation er hos vinderen, siger han.
Udover rejser, biler og indfrielse af gæld har mange vindere også et ønske om at lave forbedringer i deres bolig. Andre flytter til noget bedre.
- Det er svært at værdiansætte eksempelvis et nyt køkken. Min opfattelse er, at hvis man bruger penge på noget, der gør, at man bliver glad, hver gang man sætter nøglen i sit eget hjem, så er det saftsuseme mange penge værd, siger Arne Lenstrup.
Lav et testamente
Andre bruger gevinsterne på at holde runde fødselsdage for venner og familie, mens andre igen inviterer familien med på ferie.
Ligeledes anbefaler de vinderne af de store gevinster, at de overvejer at lave et testamente.
- Det afhænger af, hvor gammel vinderen er. Men vi snakker ofte om, hvordan vinderen ønsker, pengene skal fordeles, når vinderen en dag ikke er der mere.
Ud at slå til Søren
Når det angår vinderne, er den ældste halvdel af befolkningen i overtal.
- Men jeg har også været ude hos studerende, hvor det har været helt vidunderligt at sidde og snakke med en, der siger, ”neeej, nu kan jeg altså nøjes med at tage de job, der har med min uddannelse at gøre. Jeg behøver ikke at tænke på, at jeg også skal have noget at spise, for det har jeg fået råd til nu”, fortæller Arne Lenstrup.
Han peger ligeledes på, at der er enkelte, der slet ikke ønsker et besøg af rådgiveren.
- Det er typisk dem, der godt ved, at de har lyst til at bruge pengene på noget, der ikke er fornuftigt. De vil ud at slå til Søren, tage nogle rejser til fremmede øer og bruge pengene, inden der går så forfærdeligt længe. Det er den type, der tænker, at når der er penge på kontoen, så skal der ske noget. Der er vi heldigvis så forskellige som mennesker, siger han.
Spil sammen med dine børn, og spar gaveafgifter
Udover råd om, hvordan lottovinderne med fordel kan spendere millionerne, har millionærrådgiverne også et råd til dem, der spiller lotto.
Et råd, der kan være godt at kende, når man spiller, afslører de to, er, at det kan være en fordel at spille lotto sammen med andre, eventuelt familien. I det tilfælde man gerne vil dele eventuelle gevinster, skal man nemlig ikke betale afgifter, hvis man har spillet sammen. Da bliver gevinsten blot delt imellem dem, der har en andel i kuponen.
Hvis en person derimod spiller lotto alene og efter en stor gevinst ønsker at give børnene en pengegave, skal der betales 15 procent i gaveafgift af det beløb, der overstiger 64.300 kroner.
Har du og dit barn spillet sammen, og vinder I på kuponen, skal du oplyse det til Danske Spil, inden gevinsten bliver udbetalt. Herefter bliver pengene udbetalt med den procentdel, I oplyser, I hver især har ejet af kuponen. Det kan være, at I har ejet halvdelen hver, og så bliver gevinsten splittet og udbetalt i to dele. Det kan ligeledes være, at forældrene har ejet 80 procent, og at hvert af børnene har ejet 10 procent. I så fald bliver en eventuel gevinst udbetalt efter den fordeling, fortæller Arne Lenstrup.
- Det er smart, for så er der ikke nogen yderligere afgift involveret. Derfor er det da en god idé at spille sammen med ens børn, siger Arne Lenstrup.
Han påpeger, at det i det tilfælde er vigtigt at oplyse til Danske Spil, at man har spillet sammen, inden gevinsten bliver udbetalt.
Fem råd til millionærerne
Når de to rådgivere kommer ud til de nyslåede millionærer, rådgiver de generelt ud fra den enkeltes situation. Der er dog en række råd, der ofte går igen i rådgivningen. Herunder kan du se fem gode råd, som de to erfarne millionærrådgivere typisk giver vinderne:
- Indfri din gæld.
- Køb, hvad du ønsker af biler, hus og sommerhus.
- Overvej gaver til børn og børnebørn.
- Forkæl dig selv og dine nærmeste.
- Invester i værdipapirer, så du trygt kan se fremtiden i møde.