Tv

ER I SOM SKABT FOR HINANDEN?

TV 2 søger medvirkende til et nyt dokumentarisk kærligheds-eksperiment.

Er I nyforelskede, klar på en lærerig oplevelse, og på at dele oplevelser og tanker fra første år af jeres parforhold med os andre?

Det Gode Parforhold er i høj kurs – noget vi næsten alle drømmer om og stræber efter – men også noget som er udfordret i en moderne dansk virkelighed, hvor halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Men hvad skal der til for at skabe et parforhold der kan trives og overleve – i medgang og modgang. Og er det noget vi selv er herre over – eller er der så mange ubekendte ting som spiller ind, at odds’ene nærmest er givet på forhånd? I et stort eksperiment – med masser af ægte kærlighed – tester vi om kærligheden og parforholdet kan sættes på formel, og udfaldet forudsiges.

Som par vil I lære noget om jer selv og jeres forhold, og hvad der skal til for at få kærligheden til at holde. Og I vil tage seerne med på rejsen, så de lærer det samme.

SÅDAN FOREGÅR DET:

TV-eksperimentet starter med en romantisk weekend for to, hvor I deltager i nogle sjove eksperimenter og observationer. Derefter følger vi, på dokumentarisk vis, jeres liv og parforhold frem til sommer. Eksperimentet afsluttes med en opsamling på, hvordan det første år har været – hvad I har lært, og hvad vi andre kan lære af det.

KRITERIER:

I blev kærester i foråret/sommeren 2019. I er over 18 år – men kan være i alle aldersgrupper. Det kan være jeres første seriøse parforhold, I kan være nyskilte eller tidligere langtids-singler – alle typer af parforhold er relevante.

Du kan læse mere og tilmelde dig programmet her:

https://www.shortaudition.com/Kaerlighed

”Bemærk, at dine oplysninger vil blive indsamlet og behandlet af det produktionsselskab, der producerer programmet for TV 2. Produktionsselskabet er i den forbindelse selvstændigt dataansvarlig for behandlingen af dine oplysninger. Du kan til enhver tid finde information på produktionsselskabets hjemmeside: (link til produktionsselskabets privatlivspolitik). Alle henvendelser om behandlingen af dine oplysninger skal rettes til produktionsselskabet.”