Date mig nøgen

Sex, tyrefægtning og genskabte døde – her er de mest kontroversielle tv-programmer

Det danske tv-program ’Date mig nøgen’ er blevet kaldt kontroversielt. Men det er intet imod de programmer, der findes i udlandet.

Konkurrencen om seernes tid har aldrig været større, end den er i dag. Derfor kommer der flere og flere tv-programmer til, som enten chokerer, forarger, undrer eller efterlader en målløs.

Mange af dem kommer fra udlandet.

Men herhjemme er konkurrencen også stor, for Danmark er i dag et af de lande, hvor befolkningen streamer allermest, og mange danskere har flere streaming-abonnementer.

- Det betyder, at mange af mellemprogrammerne, som ikke råber op, bliver fravalgt af seerne, siger Anders Fuchs, der er udviklingschef hos produktionsselskabet Mastiff.

Han står sammen med Niels Lindberg, der er kreativ direktør i Splay One, bag den populære WTF-kavalkade til den danske tv-branches årlige festival, hvor de præsenterer nogle af de mest absurde tv-programmer verden over.

Anders Fuchs forklarer, at programmer i dag skal være visuelle, lette at afkode udefra og vække seerens interesse efter få sekunder.

Et godt eksempel på sådan et program er ifølge ham ’Date mig nøgen’. Det stammer oprindeligt fra England, men havde premiere i den danske udgave i starten af 2019. Programmet fik stor opmærksomhed og blev omtalt i flere medier.

Nu er anden sæson netop begyndt på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.

Sex sælger

’Gift ved første blik’ er også et af de programmer, der startede med at overraske med dets præmis. For kunne man virkelig blive gift med en, man aldrig havde mødt før?

Derfor var mange også nysgerrige, da det første gang blev vist på DR. Og ifølge Anders Fuchs er programmet et vellykket eksempel på et what the fuck-tv-koncept.

- Folk blev lokket ind af nysgerrighed, men programmet var meget mere end et skørt koncept, siger han.

Der er flere tv-greb, der præger de seneste års udvikling af programmer. Nogle af de mest populære er konkurrencer med kendte mennesker, og selvfølgelig er der også noget, der handler om sex.

Herunder kan du se en liste over de 16 vildeste programmer, som Anders Fuchs og Niels Lindberg har udvalgt.

Her er de mest kontroversielle tv-programmer

  1. The British Tribe Next Door, Channel 4

    I programmet følger man en realitystjerne og hendes familie, der bor i et klassisk britisk hus. Twisten er, at man genskaber familiens hus i en afrikansk stamme-landsby, hvor folk bor i huse lavet af ler. Her følger man så det ekstreme kulturmøde, hvor de indfødte mennesker går på opdagelse i det moderne britiske hus, mens realitystjernen og hendes familie går på opdagelse i stammens boliger.

    Programmet er forholdsvist nyt og temmelig kontroversielt. Det er blevet kritiseret voldsomt for at være racistisk og fordomsfuldt. Uanset hvad har det skabt debat om, hvordan vi ser andre kulturer.

  2. The Kamaras Love You - SBS 6 (Holland)

    Det hollandske program minder om ’The British Tribe Next Door’. Her har man bare vendt den om. En gruppe hollandske kendisser skal tilbringe tid med en afrikansk stamme. Men stammefolkene er vilde og karikerede, for det er nemlig skuespillere.

    Programmet udstiller på den måde de fordomme, som nogle har om afrikanske stammer

  3. You the jury - Fox

    I dette amerikanske program har et tv-hold fundet en række retssager, som er kendt i offentligheden.

    I programmet bliver retssagen genopført med de rigtige implicerede. Seerne kan følge med hjemmefra, hvor de også kan stemme via en app om, hvem der skal dømmes, og hvem der skal frifindes.

    Programmet er især kontroversielt, fordi det er virkelige sager med ægte mennesker. Men også fordi, at selvom de frifindes ved den rigtige domstol, er de for evigt dømt af folkedomstolen på landsdækkende tv.

    Derfor blev programmet også taget af skærmen efter kun to udsendelser.

  4. Sex factor - Pornhub

    Vi ser i øjeblikket en tendens, hvor det ikke kun er tv-stationer, der laver tv-programmer. Det er også hjemmesider. Og her har pornohjemmesiden PornHub lavet et talentshow, hvis koncept minder om eksempelvis 'Topmodel'.

    Men de medvirkende skal ikke gå på catwalk eller øve sig i at posere. De konkurrerer i stedet om at blive pornoskuespiller. I hvert afsnit kommer en læremester ind og viser dem, hvordan man eksempelvis laver det perfekte cum shot eller har den bedste udholdenhed.

    Ved siden af pornoudfordringerne bor de medvirkende i en luksusvilla, hvor man også ser mere almindelig reality, som ikke har noget med porno at gøre. I hvert program bliver en deltager sendt hjem.

    Programmet er specielt, fordi det behandler et så kontroversielt emne i en helt almindelig ramme. Det er velproduceret og et af de mest What the fuck-agtige programmer, der er lavet.

  5. Sex Tape - Channel 4

    I programmet følger man et par, der har problemer med sexlivet. De får til opgave at optage, når de har sex, så de efterfølgende kan mødes med andre par, der har været gennem det samme. I en form for terapiforløb skal de afspille sexoptagelserne og snakke om, hvordan deres sexliv kan blive bedre.

    Parrene får hjælp af en ekspert.

    Programmet er oprindeligt et israelsk format, som ingen først troede på. Men så blev det købt og lavet i en britisk udgave på Channel 4. Her har man forsøgt at sælge det som noget lærerigt public service-tv, vi seere kan lære noget af.

  6. Moms make porn - Channel 4

    I programmet mødes fire mødre, som har det svært med, at deres børn ser porno. De får til opgave at undersøge pornoindustrien. Når de har gjort det, skal de selv instruere en pornofilm, som de vil have det okay med, at deres børn ser.

    Programmet lægger op til, at man skal diskutere pornovaner og ikke mindst, hvordan det påvirker unge at se porno. Derudover får man et indblik i, hvorfor folk vælger at lave porno og bliver klogere på, hvordan det bliver lavet.

    Programmet er netop blevet købt af TV 2, så der kommer en dansk version.

  7. Resurrection makeover - Fuji TV

    Programmet genskaber en afdød, så den pårørende kan få et ekstra døgn med sine kære. Det lyder skørt, men programmet findes i Japan.

    Her følger man eksempelvis en ældre kvinde, der har mistet sin mand. Tv-holdet finder en skuespiller, der ligner manden. Derefter bliver skuespilleren stylet og får en maske på, så han ligner kvindens afdøde mand. Og så får hun et døgn med skuespilleren, hvor de kan gøre nogle af de ting, som de ikke nåede at få gjort, inden manden døde - eksempelvis at møde sine børnebørn.

    Når de 24 timer er gået, siger kvinden og skuespilleren farvel til hinanden, og så slutter programmet.

  8. Sookuri Sweets - Nippon TV

    Er det kage? I dette japanske game-show bliver en gruppe kendisser lukket ind i et studie, der er indrettet som eksempelvis et klasselokale. Men nogle af tingene i klasselokalet er lavet af kage.

    De kendte mennesker skal finde ud af, hvad der er lavet af kage ved at spise af de forskellige ting.

    Programmet siger meget om, hvor skørt tv kan være i især Japan.

  9. Girls Running up hill - TV Asahi

    I dette program ser man nogle unge smukke japanske kvinder løbe op ad en bakke. Man siger, at det handler om menneskelig udholdenhed, men i virkeligheden handler det nok mest om at se på nogle smukke kvinder løbe og blive lidt forpustede.

    Programmet er et af Japans mest populære. Der er lavet over 1700 episoder.

  10. Undercover Twins - Channel 5

    Otte lækre unge fyre skal kæmpe om en enkelt piges hjerte. Det lyder jo ret klassisk, men hvad fyrene ikke ved er, at den smukke pige faktisk er to identiske tvillinger, der skifter plads hele tiden.

    Det er lidt svært at finde ud af præcis, hvorfor de gør det, men der kommer nogle virkelig sjove og akavede scener ud af det.

  11. Game of clones - MTV

    I dette datingprogram møder vi en hovedperson, som altid går efter den samme type. Eksempelvis en mand, der kun vil date høje blonde kvinder med store bryster og en bestemt tøjstil. For at tvinge singlemanden til at kigge under overfladen har man fundet en hel masse blonde kvinder og stylet dem, så de alle ligner hovedpersonens fortrukne type på en prik.

    Det tvinger hovedpersonen til at kigge efter meget mere end udseendet, når han skal finde frem til, hvem han gerne vil date.

    En af deltagerne i den amerikanske version er Pauly D, som er kendt fra det amerikanske realityprogram ’Jersey Shore’.

  12. Labor Games - TLC

    Et amerikansk game-show med et twist. For i stedet for at være i et tv-studie er game-showet rykket ind på fødegangen på et hospital. Her går værten ind på en fødestue, hvor en kvinde ligger med veer og skal til at føde.

    En stor skærm bliver kørt ind, og fødestuen forvandles til et tv-show, hvor kvinden kan vinde præmier til sin kommende baby.

  13. Spring break with grandad - MTV

    Her følger man en gruppe mennesker, der tager på spring break, som i blandt andet USA og England fejres af unge studerende med fest og druk i tropiske områder.

    Men der er selvfølgelig et twist. For de unge har nemlig deres bedsteforældre med på slæb. Og de er nogle friske ældre mennesker, som smider tøjet og prøver at score.

  14. Just Tattoo of Us - MTV

    I dette program har man bygget et tv-studie om til en tatoveringssalon. I hvert afsnit kommer et par ind – venner eller kærester. De designer hver en tatovering, som den anden skal have lavet. Men de må først se den tatovering, de har fået, når den er lavet.

    Og det er ikke den traditionelle rose eller delfin, der bliver tatoveret. Eksempelvis er der et kærestepar inde, hvor kvinden har været manden utro. Manden beslutter, at der skal tatoveres, at hun er en cheater, fordi hun havde en anden kæreste, første gang de to var sammen. 

     

     

  15. Olé - SIC (Portugal)

    'Vild med dans' møder tyrefægtning. I dette kontroversielle program skal en række kendte prøve kræfter med tyrefægtning. De øver sig og får syet de traditionelle kostumer, hvorefter de skal ind og kæmpe mod en tyr.

    Det går vildt for sig, mens tusindvis af hujende tilskuere ser til. Ofte bliver de medvirkende stanget.

     

  16. Dolphins with the stars

    Dette program var et hit i Litauen. Konceptet var, at kendte mennesker skulle konkurrere om at være bedst til at træne og danse med delfiner.

    Efterfølgende blev det købt til en portugisisk udgave, men det blev stoppet, inden optagelserne gik i gang. Dyrevelfærdsorganisationer protesterede og mente, at det var synd for delfinerne.