Tv

Datingshow kommer til TV 2 – noget er anderledes

Hovedpersonerne mangler stadig, så har man fem ugers fri og en lyst til at finde den eneste ene, er det om at slå til.

Til sommer kommer der drama, kærlighed og røde roser på TV 2.

Der rammer en dansk udgave af verdens største og mest eventyrlige datingprogram, 'The Bachelor', nemlig TV 2 og TV 2 Play.

Konceptet er simpelt: En ungkarl dater en gruppe kvinder, der gennem forskellige udfordringer skal vinde ungkarlens hjerte. Hver uge ryger en kvinde hjem, og til sidst står en - forhåbentlig den helt rigtige - tilbage med en rose i hånden.

Det er ikke tilfældigt, at TV 2 laver en version af netop 'The Bachelor', siger programredaktør Thomas Richardt Strøbech.

- Det rummer en ærlighed, ægte følelser og en jagt på kærligheden, som mange kan engagere sig i, siger han.

Sådan så holdet ud i den svenske version af 'The Bachelor' fra sidste år.

Flere ting er anderledes

Selv om der findes en del programmer, der kredser om vores jagt på den eneste ene, har programmet stadig en berettigelse, mener programredaktøren.

- Bliver man nogensinde mæt af kærlighed? Det tror jeg ikke, siger Thomas Richardt Strøbech.

Skabelonen er stort set den samme som den amerikanske version. Og så alligevel ikke helt.

Definitionen på den perfekte 'bachelor' er bred ifølge TV 2s programchef.

For verden er en anden, end da programmet blev sendt for første gang for 18 år siden, og det smitter af på programmet, fortæller Thomas Richardt Strøbech. Kvinderne er stærke og behøver ikke en mand.

- Det er mere ligestillet i dag: Bacheloren skal ikke være rig eller kunne forsøge en kvinde. Og så har kvinderne magten, så hvis han ikke er noget for dem, rejser de hjem, siger han.

En charmerende mand med fri

Hvis man har fem ugers fri og en lyst til at finde kærligheden, så er det nu, man skal slå til. For castingprocessen er lige om hjørnet, og optagelserne er i april og maj.

- Vi skal bruge en mand, der i sine egne øjne er et godt tilbud, og et sted i sit liv, hvor han er klar til kærligheden. Det kan være alle steder. Bare han er charmerende, glad og ikke er bange for at vise sine følelser på tv, siger Thomas Richardt Strøbech.

Det er nogenlunde samme kriterier, der gælder, hvis man er kvinde og vil være en del af den danske version af ’The Bachelor’, siger programchefen.

Omgivelserne er eksotiske -  alt, hvad der skal til for at skabe "et romantisk sommereventyr", lover programchefen.