Tv

Årgang 0 vender tilbage!

Børnene fra Årgang 0 er blevet voksne, og en ny generation melder sin ankomst.  TV 2 Danmark

I 18 år har vi fulgt Rachel, Stephanie, Christian og Emma. Børnene fra Årgang 0 er blevet voksne, og en ny generation melder sin ankomst.

Hele Danmarks store dokumentarserie vender tilbage, når TV 2 på ny sætter den storstilede Danmarksfortælling i gang – Årgang 2020.

Hvem bliver den næste generation af danskere?

Og hvilket Danmark vil de vokse op i?

De medvirkende børn skal alle komme til verden i 2020, og for at afspejle mangfoldigheden i Danmark, opfordrer vi også familier, hvor mindst den ene part (helt eller delvist) har en anden etnisk oprindelse end dansk til at ansøge.

Årgang 2020 handler om børneliv, voksenliv og samliv, og om alle de glæder og udfordringer, som følger med det at være en familie. Det er et portræt af de nye danskere, som i begyndelsen af næste år vil komme til verden, ligesom det er historien om deres forældre og søskende. Serien følger børnene til de bliver voksne, og fortalt over 18 år er det samtidig en enestående fortælling om det danske samfund, som konstant er i forandring.

Lyder det interessant at være en del af et helt særligt og langvarigt tv-projekt, og venter I barn i september/oktober/start november 2020, så gå ind på ansøgningsskemaet via linket:

https://www.shortaudition.net/Argang-2020

Bemærk, at dine oplysninger vil blive indsamlet og behandlet af det produktionsselskab, der producerer programmet for TV 2. Produktionsselskabet er i den forbindelse selvstændigt dataansvarlig for behandlingen af dine oplysninger. Du kan til enhver tid finde information på produktionsselskabets hjemmeside: (link til produktionsselskabets privatlivspolitik). Alle henvendelser om behandlingen af dine oplysninger skal rettes til produktionsselskabet.