Guide: Slib knivene rigtigt

Få tips til, hvordan du sliber dine køkkenknive, så de altid er skarpe og klarer steg, tomater og brød i et snuptag

Få tips til, hvordan du sliber dine køkkenknive, så de altid er skarpe og klarer steg, tomater og brød i et snuptag.

Aldrig mere skam-skåret kød, flossede tomatskiver - og smertefulde rifter i fingrene. Med en skarp kokkekniv går det som en leg, når gulerødderne skal snittes, grisen skal parteres og det daggamle brød skal skives.

Benjamin Jensen er skærsliber. Han sliber knive. Hans absolutte favoritkniv koster 25.000 kroner, men hvis du passer godt på dine knive og vedligeholder dem, kan du sagtens nøjes med knive til et par hundrede kroner.

Benjamin Jensen anbefaler, at du lige giver dine knive et par stryg med strygestålet, når du har brugt dem og hænger dem på plads på knivmagneten.

Du kan altid teste, om din kniv er skarp ved at prøve at skære i en tomat, et stykke papir - eller din finger. En skarp kniv vil gå lige igennem.

Udbenerkniv: Den spidse udbener kniv bruges til at udbene eller fjerne benene fra et stykket kød, der ikke er alt for stort, f.eks en lammekølle. Den er også god til fjerkræ, fordi den har en lige ryg, der gør den lidt at føre rundt.

Sådan sliber du en udbenerkniv: Brug et almindeligt keramisk strygestål. Hold din tommelfinger på ryggen af kniven lige ved skæftet, og læg knivens blad ned mod strygestålet. Tommelfingeren vil så sikre, at du får den rigtige vinkel på 13-15 grader mellem strygestålet og kniven. Hvis vinklen er for lille, vil kniven nærmest bare køre henover strygestålet, og hvis vinklen er for stor, risikerer man at ødelægge æggen. Slib så kniven med 8-10 'træk'.

Kokkekniv: En kokkekniv klarer langt de fleste opgaver i et køkken. Den kan både skære en varm steg og hakke grøntsager. Det er vigtigt, at kniven er lang, hvis du eksempelvis bruger den til at skære en steg med, og den skal være høj, hvis du også skal bruge den til hakkeopgaver. Du kan også bruge den til at snitte mindre ting, fordi den er spids.

Sådan sliber du en kokkekniv: På samme måde som en udbenerkniv. Se ovenfor.

Universalkniv: Universalkniven kaldes af de fleste for en brødkniv. Det er den, med savtakkerne. Men den kan bruges til mere end brød, netop på grund af skæret. For savtakkerne gør den også egnet til at hakke ting, der ikke ligger stille på skærebrættet, f.eks nødder.

Sådan sliber du en universalkniv: Hvis du skal slibe den selv, skal du kun gøre det på bagsiden, hvor den er mere glat. Stryg den et par gange på stålet. Men med tiden bliver tænderne slebet ned. Så skal der slibes nye tænder i den. Det koster omkring 50 kroner hos en skærsliber at få gjort. Hvis du er venstrehåndet, kan du også få vendt skæret, så savtakkerne sidder på den anden side af kniven.

Santoku-kniv: Santoku-kniven er en japansk kokkekniv, og den er meget anvendelig i køkkenet og i særdeleshed til grøntsager. Bladet er højt og æggen er lige, så det er lettere at skære ting, uden at de hænger sammen.

Sådan sliber du en santoku-kniv: Venstre side af bladet er glat, mens den er vinklet stejlt på højre side. Når du så skal slibe kniven, skal den flade side ligge fladt mod strygestålet, mens den stejle side skal stå stjelt på strygestålet - mere end de 13-15 grader.

I videoklippet kan du se, hvordan skærsliber Benjamin Jensen sliber knivene.