TV

Mægler-tricks: Sådan sælger du din bolig

Video: 'Kongen af Valby' giver sit bud på, hvad der sælger.

Onsdag aften er der premiere på 'Boligrivalerne'. tv2.dk har fået de rivaliserende mægleres råd om alt fra morgenprutter og persiennemørke til skilsmissesæsonen.

Her er konkurrenternes bedste råd til folk, der vil have solgt deres bolig godt og hurtigt:

Lars Elbæk, "Kongen af Valby", Lokalbolig:
- Ring til Lars Elbæk
- Det er de første 45 sekunder, der sælger: Sørg for, at man har lyst til at lave mad der - og gå i bad. Sørg for, at man har lyst til at tage sine sko af.
- Træk persiennerne op. Lys sælger boliger. Og ryd op. Det koster 100.000 ikke at bo pænt.
- Luft ud, så der ikke lugter af morgenprut.
- Hvis der er et nyt køkken, der er ulækkert, vil folk have et nyt køkken. Hvis det er gammelt men pænt og rent, så virker det indbydende.
- Mægleren skal ikke have berøringsangst. Din mægler skal kunne sige, hvis der for eksempel lugter af ged.

Kim Fischer, 'Kronprinsen', Danbolig
- Brug Danbolig. End of discussion.
- En sælger skal starte med at gøre sin bolig salgsklar: Man skal tænke sig om. Rydde op. En velfriseret bolig kan betyde 100.000-200.000 i sidste ende.
- Man skal tænke sig om og være kritisk i forhold til, hvad ejendomsmægleren siger. Nogle skyder til prisen. Solgt billigt kan godt være solgt dyrt i sidste ende.
- Man skal have en back-up plan. Tingene bliver solgt hurtigt i Stor København.
- Vælg en lokal ejendomsmægler. De lokale har fingeren på pulsen og kender flere potentielle kunder.
- Og stil krav til din mægler.

Michael Engelbrecht, 'Fighteren' - Realmæglerne
- Brug ikke nettet. Brug en rigtig mægler. Ejerne er de dårligste til at sælge boligen, fordi de har for mange følelser i boligen.
- Sæt den rigtige pris fra start. Ikke alt for højt.
- Lyt til din mæglers råd om at gøre boligen præsentabel. Der skal ikke stå gamle gryder. Der skal ikke være kødsovs op ad væggen. Ikke være holdt fest lørdag, når vi kommer søndag. Der skal være luftet ud.
- Tag den mægler, hvor du har den bedste mavefornemmelse og stil krav til din mægler.
- Når det bliver lunt, vil folk have en have. Januar og februar er højsæson for skilsmisser. Der skal bruges mange lejligheder. Lyt til mægleren, når han siger - NU er der kunder. Ellers vent en måned.
- Gå ikke altid efter det laveste salær. Ikke så væsentligt, om man er 5-10.000 kr. billigere - hvis han sælger den bedre.
- Det vigtigste er - ring til Realmæglerne, Valby

Klaus Brødsgaard, 'Jydekompagniet' - Estatemæglerne
- Det er vigtigt med grundig forberedelse. Mange gange kan man optimere lidt på sin bolig. Sætte nye låger på køkkenskabene. Eller lige male en væg, der trænger.
- Gør noget ud af at få boligen til at stå så flot som mulig.
- Gør et godt benarbejde, når man vælger sin mægler. Så man ved lidt om, hvad man kan forvente sig.
- Man bør teste sin ejendomsmægler. Det koster næsten det samme at sælge sin bolig som at købe en brugt bil. - Og så skal man vælge den rigtige mægler - Estate...

Se de konkurrerende mæglere udfolde sig på TV 2, når 'Boligrivalerne' sendes onsdag 20.35.