Billetsvindel på internettet

16x9

BASTA har fået adskillige mails fra folk, der føler sig snydt...

BASTA har fået adskillige mails fra folk, der føler sig snydt af billetfirmaet Euroteam. Kunderne køber billetter til over det dobbelte af markedsprisen på firmaets hjemmeside, men mange modtager aldrig billetterne, og efterfølgende har de meget svært ved at få deres penge tilbage.

Anders Villum Pedersen og Kirsten Charlotte Nilson køber i september måned 2 billetter til Diana Krall koncerten i København. De betaler Euroteam knap 3000 kroner for billetterne og for levering til deres hjemmeadresse. Men dagen før koncerten har de ikke modtaget nogen billetter. Beskeden fra Euroteam er, at de skal holde deres telefon åben på dagen for koncerten, så vil de modtage et afhentningssted. Men Euroteam ringer aldrig.

"Jeg er aldrig blevet så snydt i hele mit liv," siger Kirsten Charlotte Nilson.

Samme situation sidder Louise Bartholin i. Hun købte tilbage i april måned to billetter til Coldplay koncerten i Herning for 3400 kroner hos Euroteam. Hun modtager heller aldrig sine billetter.

"Jeg synes, Euroteams måde at drive forretning er rigtig lumsk. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at komme ind til koncerten, og det endte med, at jeg gav 3400 kroner for nogle billetter, jeg aldrig har set. Og jeg har heller ikke fået mine penge tilbage," fortæller Louise Bartholin.

"Jeg beskriver det som bondefangeri, svindel. Det er jo forfærdeligt, at de kan få lov til at drive virksomhed på den måde," siger Anders Villum Pedersen til BASTA.

Euroteams metoder

Euroteam ligger ikke inde med de billetter de annoncerer med på hjemmesiden. Firmaet køber billetterne løbende blandt andet af privatpersoner og sælger dem videre til over det dobbelte af markedsprisen. Det kaldes sortbørshandel og er ulovligt i Danmark. Siden 2007 har det også været ulovligt i Norge. Derfor må Euroteam ikke længere sælge billetter til overpris til norske arrangementer. Men loven gælder ikke salg til udenlandske arrangementer, derfor kan firmaet fortsætte sin forretning ved at sælge billetter i eksempelvis Danmark.

Firmaet opererer i hele verden. Og hos Forbruger Europa kender man kun alt for godt til Euroteam.

"Det er et firma, vi har fået klager over gennem nogen tid. Indenfor det seneste år har vi modtaget 15 klager over Euroteam. Og det er typisk hvor koncerten er blevet aflyst, og folk har problemer med at få pengene tilbage. Eller billetterne simpelthen ikke er dukket op, og hvor de har problemer med at få pengene tilbage og så er der en situation, hvor folk har købt en billet til en høj pris, og når de så får billetten, kan de se, at der står en lavere pris på den. Og det er der så også folk, der klager over til os," fortæller Peter Fogh Knudsen.

Også koncertarrangør Frank Panduro, der har fået adskillige store navne til Horsens, kender til Euroteams metoder.

"Det er snyd og bedrag. Vi har aldrig nogensinde solgt en eneste billet til Euroteam. Man skal holde sig langt væk fra dem," siger Frank Panduro til BASTA

Euroteam har flere gange været i mediernes søgelys. Senest i de norske medier sidste år for ikke at levere de billetter, folk fra flere steder i verden havde bestilt til de olympiske lege.

Vi beklager

Efter BASTA er gået ind i sagen har sagen har Louise Bartholin efter ti ugers ventetid fået sine 3400 kroner tilbage fra Euroteam. Og ifølge Euroteams bestyrelsesformand får Anders Villum Pedersen og Kirsten Charlotte Nilsons efter fem ugers venten også deres penge tilbage indenfor de næste par dage.

"Vi beklager, at der er nogen, der ikke har modtaget deres billetter og heller ikke har fået deres penge tilbage. Jeg erkender, at Danmark har været hårdt ramt. Men vi arbejder på, at refundere de beløb, hvor folk ikke har fået deres billetter," siger Andreas Gyrre til BASTA.

Den norske forbrugerombudsmand er nu gået ind i sagen, og har blandt andet i et 12 siders langt brev bedt Euroteam om at svare på, hvorfor folk blandt andet ikke får deres penge tilbage med det samme, når de ikke har fået nogen billetter.

Her er billetfupperne

På internettet advares imod følgende billetudbydere: